Den nemme løsning.

Ofte skal folk brokke sig når nogen vælger den nemme løsning. Bevares, det er da ikke altid den bedste løsning, men det er da så sandelig heller ikke altid den værste løsning. Hvis den nemme løsning tilfældigvis giver samme resultat som den svære løsning, men man sparer både tid og energi, så er man da et fjols hvis man ikke vælger denne.

Når man nu taler om nemme løsninger….de fleste fornuftige folk har længe kunnet se at der er noget galt med regionerne. De er en lappeløsning som kun har til formål at tage skraldet for de besparelser som folketinget pålægger sundhedsvæsenet. Dermed kan folketingspolitikerne sidde og sige ‘Det er ikke os der har besluttet dette, det er regionerne’ om kommende besparelser, og regionerne kan sidde og sige ‘Det er ikke vores skyld, vi gør kun som folketinget pålægger os’. Og det virker jo.

Så at få en regionsrådspolitiker til at forklare hvorfor de skal nedlægges og hvorfor de er overflødige har, indtil i dag, været en temmelig umulig opgave. Nemme penge, nemt job, fryns man næppe kan forestille sig, det var Carl Carl Carl Holst Holst Holst’s dagligdag i regionen. Men regionsrådsformanden fra Nordjylland, Ulla Astman, gør nu op med tidligere tiders tavshed, og fortæller meget tydeligt hvorfor regionerne bør nedlægges og beslutningstagerne (folketinget) fremover selv skal stå til ansvar for beslutningerne.

Alle citater er venligst udlånt af Ekstra Bladet :  http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/bekymret-borgmester-i-doed-zone-jeg-vidste-ikke-vi-manglede-tre-ambulancer/6517147

Der er blevet skåret 3 ambulancer væk i beredskabet i nordjylland, i forvejen et skidt område at blive syg eller få hjertestop i. Så bliver Ulla Astman spurgt om det er ok.

Har I i kølvandet på den seneste tids dækning af jeres ambulanceberedskab overvejet at ændre i jeres kontrakt med Falck. For eksempel at få flere ambulancer?
Nej. Hvis vi skal ændre i kontrakten med Falck, så skal den være misligholdt, og det er den ikke.

Men I har jo netop ændret i kontrakten så sent som i april 2016, hvorefter der blev sparet tre ambulancer væk i Himmerland?
Det er rigtigt, at vi har ændret aftalen med Falck ift. bodsbetalingen, så de kun kan få en bøde, hvis de ikke overholder tiderne pr. år. Det tænker jeg ikke, betyder noget særligt. Vi vil stadig følge responstiderne tæt.”

Læs det lige igen….Først hævder Ulla Assman at hun ikke kan ændre kontrakten medmindre den er misligholdt. Lige indtil hun oplyses om at de ændrede den i april 2016, så kan den selvfølgelig godt ændres hvis den skal. Og læs så lige hvorfor…Det er boden for responstiderne der er ændret i, hvilket har betydet at der kunne spares 3 ambulancer væk uden at det betyder mere i bod til Falck. Og det tænker Ulla Assman ikke betyder noget særligt??? Hvis en ændring i en aftale om bod ved for langsom responstid ændres, og denne ændring betyder at man kan undgå bod selv når man fjerner 3 ambulancer fra et område, er det så ikke en væsentlig ændring? Men, til Ulla Assman’s ære, indrømmer hun meget direkte her at hun ikke fatter en meter af alt det der sundheds-halløj.

 

Hvis det ikke betyder noget for Falck, om de skal leve op til målene over et år frem for et kvartal, hvorfor har de så ønsket den ændring?
Det må du spørge Falck om. Jeg kan ikke se, det skulle gøre nogen forskel, om de kun skal overholde målene set over et år.”

Øeh, Ulla, et lille råd til senere : Det kan godt være du ikke kan se nogen forskel, men det betyder ikke at en ændring er en god ide. At du ikke opdager hvad det drejer sig om, som regionsrådsformand, er ikke kun forventeligt, jeg tror faktisk Falck spekulerer i det.

 

Hvor meget har I sparet?
Vi har sparet omkring seks millioner kroner nu, og så skal resten komme gennem effektiviseringer.”

Men I har jo ikke ændret i kontrakten, siger du? I har kun ændret i responstiden, som du ikke kan se gør nogen forskel. I har så tilsyneladende sparet 6 millioner, men du kan ikke se at den ændrede responstids-måling gør en forskel? Kan du ikke bare indrømme direkte at du lyver eller er dummere end vådt kanel, hvis du seriøst tror på at en ligegyldig ændring i responstiden ikke gør nogen forskel overhovedet, men Falck vil have 6 millioner mindre for arbejdet hvis ændringen godkendes?

 

Hvordan skulle det kunne hjælpe på tiden brugt på skadesteder, at der nu er færre ambulancer som konsekvens af jeres aftale?

Den må du tage med Falck.”

Den er til gengæld ny…Nu skal man ikke længere spørge folketinget, men falck, når regionerne skal bortforklare en besparelse…Så Ulla Assman aner intet om noget, det hele må man tage med Falck? Hvorfor er Ulla Assman indblandet i dette, og får en (stor) løn? Hun er ikke med i beslutningerne, hun ved intet om alt det der sundheds-halløj, og alle spørgsmål kan hun ikke forklare eller henviser til andre.

Ulla Assman er en forfriskende forandring indenfor regionernes politik. Tidligere ville det have krævet blod, sved og tårer at få disse svar fra en pamper, men nu giver hun en ærlig demonstration af sin viden og sine kompetencer…”Det må du tage med Falck”. Hvor er det dog skræmmende at man smider penge til regionsråd når de ingen reel funktion har.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.