“Vil I ikke nok se os!”

Lad os allesammen gøre en god gerning i dag. Lad os alle strække armen ud til en af de omkring 15 konservative der er i landet, og sige ‘Godt Arbejde, hvad du nu end har gået og lavet uden nogen har bemærket det’. Alle 15 vil sandsynligvis smile over hele hovedet og undlade at udtale sig offentligt i en periode igen, og så er vi da fri for at høre på dem.

Når man ikke har en politik der er bemærkelsesværdig, i ordets egentlige betydning, nemlig en politik ingen bemærker, så må man indimellem skrige om underlige emner så vælgere og journalister ikke glemmer at man eksisterer. Og sådan en dag har Mette Abildgaard haft. Hun er en af de 15, og hun er gruppenführer for de konservative, så hun skal holde styr på alle de andre 5 derinde, en kæmpe opgave for en person med Mettes kapacitet.

http://www.bt.dk/politik/overvaegtige-koster-samfundet-dyrt-du-har-et-personligt-ansvar-som-overvaegtig

Mette har fundet ud af der er omkostninger ved at der er fede tabere i landet. Ja, det er vel egentligt dobbelt konfekt, da alle normale konservative (alle 15) ved at det at være fed automatisk er en taber, og er du en taber er der stor chance for at du er fed. Mette går endda så vidt som at afsløre at der er en stor sammenhæng mellem disse 3 ting, social taber, rygning og overvægt. ” Min påstand er, at det er den samme socialklasse, der ryger, som er overvægtige.” Ja, man kan ligefrem se det når der er nytårkur på Amalienborg. Næsten forrest står den bøvede franskmand Henri, fed, ryger og på offentlig forsørgelse. Og frem på rad og række kommer direktør maverne, da de fleste som inviteres til nytårskur er fra den lavere sociale klasse og ryger.

Når Magiske Mette næste gang færdes på de bonede gulve hos den royale familie skulle hun da lave en optagelse af hvordan hun venligt men bestemt vil fortælle Henri hvorfor han er en større udgift end nødvendigt på grund af sin overvægt, og at han selv bærer et ansvar for dette.

Ja, næste gruppemøde for alle 6 konservative folketingsmedlemmer må jo have et punkt der hedder “Hvorfor Pape skal tabe sig”, et punkt der skulle fremføres af Magiske Mette.

Den usikkerhed der må ligge til grund for at skulle sparke nedad er sørgelig, men forventelig. Hellere høre på “Jeg er godt nok uenig med dig, Mette” end at høre på “Skulle I ikke hellere føre en politik der kunne holde jer et sikkert stykke fra spærregrænsen?”.

Men nok om de små stikpiller vi alle kan fyre af omkring de konservative, det er næsten for nemt. Tilbage til det lidt mere alvorlige, nemlig kunsten at sparke en fed. Ja, der er folk der lever af McDonalds og har blodtype Nougat. De gider ikke røre sig, de gider ikke spise sundt, og de gider bestemt ikke at tage sig sammen eller tage et personligt ansvar. Men er det alle overvægtige? Kan Magiske Mette virkeligt skære alle over en kam og konstatere at “Der er et personligt ansvar i overvægt og rygning, du bestemmer jo, hvad du kommer i munden.”? Ja, det kan Magiske Mette sagtens, men det gør det ikke mere rigtigt. Nogle folk er syge og kan ikke røre sig. Men ikke ifølge Magiske Mette, her er de blot en udgift. Nogen er syge og er nødt til at tage medicin som får dem til at svulme op som en ballon. Men det er intet problem ifølge Magiske Mette, de vælger jo selv hvad de putter i munden, så de kan tilsyneladende bare lade være med at tage medicin.

I disse selfie tider med ‘migmigmig’ generationen, startet godt op af Fogh og hans konservative støtter, er det så dejligt nemt at pege fingre. Er det ikke nok at slynge ukvemsord ud, eller beskylde folk for at mangle selvkontrol (som Magiske Mette jo ved at alle fede mangler), så kan man gå tilbage til det festmåltid der tiltrækker enhver Indre Svinehund, nemlig ‘De koster samfundet X antal kroner, og det er dine skattepenge’. Når det er skattepengene det går ud over, så er de fede da godt nok nogle modbydelige folk. Og her forsøger Magiske Mette, sikkert med en del held, at fjerne fokus fra de store udgifter og istedet fokusere på de fede sociale tabere.

Hvis man skal være ærlig, hvem har så indtil videre været den største synder med hensyn til skattekroner….De fede eller de politikere der er ansvarlige for fyringerne i Skat, så der kunne svindles for 12 milliarder uden problemer? Var det ikke politikernes eget ansvar hvor de sparede penge til skattelettelserne? Er det så forskelligt fra Magiske Mettes egen kommentar om at fede og rygere selv bestemmer hvad de kommer i munden?

Det er så ufatteligt nemt at sparke på andre, enten for selv at få det bedre eller for at aflede opmærksomheden fra egne fejl og mangler. Og sikkert er det at de konservative har mange fejl og mangler. Men hvorfor har Magiske Mette ikke regnet på hvad indtaget af rødvin koster samfundet? Jeg kan komme på 3 grunde. Den ene er at rødvin er som nektar for konservative og andre livsnydere, og andre kan jo ikke se et rødvinsmisbrug på samme måde som man kan se en fed. Derfor er fede nemmere at gå efter end rødvinsbrugerne. Den anden grund er at rødvinsmisbrug er mere accepteret i den socialklasse som Magiske Mette færdes i, end overvægt er. Overvægt er en synlig mangel på selvkontrol, rødvinsmisbruget kan skjules. Den tredje grund er at Magiske Mette er en populist, som ved at folk har meget nemmere ved at pege fingre af de fede end af livsnyderne som drikker en god flaske rødvin pr måltid. Og alle 3 grunde er egentligt lige usympatiske.

Så kan man så kigge på Magiske Mettes gerninger bagefter. Ifølge hendes egen wikipedia side er hun i folketinget og i regionsrådet. Hun er gruppenführer for den konservative folketingsgruppe, og i regionsrådet er hun ligeledes konservativ gruppenführer, medlem af Forretningsudvalget, formand for Kræftudvalget, medlem af Danske Regioners Sundhedsudvalg samt medlem af Region Hovedstadens Sundhedsudvalg og Psykiatriudvalg.

Magiske Mette har mange bolde i luften, og i forhold til hvor travlt diverse folketingsmedlemmer har med at fortælle om deres store arbejdsbyrde og lange arbejdsdage, så er det da forunderligt at Magiske Mette kan overkomme alt dette. Ifølge politikerne selv er det jo nærmest 4 fuldtidsjob Magiske Mette har, og det er slet ikke noget problem, tydeligvis. Det har heldigvis ikke noget med skattekroner at gøre, Magiske Mette har ikke alle disse poster for pengenes skyld. Men når man nu taler om omkostninger indenfor det offentlige kunne man jo begynde at vurdere om man får nok for pengene på denne måde, eller man hellere skulle bruge for eksempel regionsrådslønnen til en person som fokuserer på sit arbejde i regionsrådet og ikke alt muligt andet. Der er masser af steder at spare, det er bare sjovere at fokusere på de fede tabere, tydeligvis.

Som en lille sjov bemærkning, nu da Magiske Mette sparker ud efter fede sociale tabere på sociale medier som BT….I forbindelse med Dronningens Nytårstaffel, den middag hvor Magiske Mette skulle hilse på en svært overvægtig ryger på offentlig forsørgelse og hans kone, som er ryger på offentlig forsørgelse, kom der en kommentar fra Kirsten Norholt, på de sociale medier : “- Samtlige damer til vor Dronnings aften gik som bovlamme køer, slaskede sig vej fra bil til fin sal, uden antydning af gracie, ynde, erotik eller stamina. Det var vansmægtende uskønt!” Her blev alle de damer til festen skåret over en kam, ganske som Magiske Mette lige nu gør med de fede som er tabere, rygere og fra lave sociale klasser. Men så må Magiske Mette da have forstået hvad Kirsten Norholt mente?

“- Tal dog ordentligt, Kirsten. Dit budskab kan være rigtigt, men når du skriver “Ret ryggen ko”, så mangler du præcis den pli og stil, du beskylder andre for at mangle. Du burde være et forbillede ift. tonen på de sociale medier”, svarede Magiske Mette på Facebook.

Denne gang var det Magiske Mette der blev kritiseret, og hendes sociale gruppe der blev skåret over en kam. Og det var da bestemt ikke i orden, slet ikke på de sociale medier. Ja, det kan være svært når det er en selv det går ud over, men det siger en del om Magiske Mette. “Ret ryggen, ko” er ikke ok når man taler til en konservativ Gruppenführer, men “Tag dig sammen dit fede svin” er helt ok når en konservativ Gruppenführer taler til tabere.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.