For ganske nyligt var der et 16-årigt vidunderbarn der gjorde opmærksom på sine holdninger. Ægte politikerholdninger, endda. Det er aldrig ok at voldtage en kvinde, og det er aldrig pigens skyld. -Men- hun skal klæde sig med omtanke og undgå at gå alene hjem fra byen.
Det kan man da kalde modsatrettede meldinger, hvis lige kun kan ses når Anders Dumuelsen præciserer Villum Christensens udtalelser, eller når de radikales hovedbestyrelse skal finde grunde til hvorfor terror findes.
Drengen må jo have den holdning han vil have, det er der desværre ikke nogen lov imod. Men at gøre det til et stort debatemne??? “Er det kvindens egen skyld, hvad mener du?”. Undskyld, men hvorfor i alverdens riger og lande er det en debat? Svaret er nej. Debatter det i 10 timer, med 42.000 idioter og 179 idiot-konger, kaldet Christiansborg-beboere, og svaret er stadigt nej. Der er ikke nogen grund til debat. Der er ikke engang grund til at give spalteplads eller taletid til flere forskellige meninger om emnet. Der er faktisk ikke ret meget grund til at give spalteplads til den slags idioti, for det kunne give idioter og idiot-konger grund til at tro at mange mente sådan.
Næste debat : Er vand vådt? Hvad mener du?
Er arsenik giftigt? Hvad mener du?
Er jorden rund? Hvad mener du?
Er Kim Christensen grådig når han beder om gratis billetter hos DSB? Hvad mener du?
Nej, der er ikke nogen grund til debat i denne sammenhæng. Det har ikke noget med censur at gøre, det har ikke noget at gøre med at undertrykke folk med meninger der er anderledes end de meninger der præger intelligente mennesker. Det har noget med simpel anstændighed at gøre, og ganske almindelig sund fornuft.
Medierne kunne gøre sig selv og læserne en meget stor tjeneste ved ikke altid at skrive stolpe op og ned om dumme udtalelser, der intet har at gøre med tankevirksomhed. Udtalelser der er tilstrækkeligt langt ude samt klimadebatten er de 2 eneste emner hvor medierne af den ene eller anden grund føler at alle sider skal høres. Giv dog den spalteplads i avisen til en eller anden tilfældig person der mener jorden ikke er rund, eller som mener at evolution er en fæl konspiration. Den slags folk er da betydeligt mere underholdende at høre på end folk der har travlt med at føre en del af skylden for voldtægt over på offeret.