De skal arbejde, skal de.

Det kunne ihvertfald være mantraet for Dansk Arbejdsiverforening, som alle har deres på det tørre. Skulle de nu selv ud og arbejde fysisk, eller skulle deres medlemmer, så kunne iveren nok ligge på et meget lille sted. Men DA er skrivebordsgeneraler, der leder skrivebordskrigerne. Og bevares, der skal også arbejdes fra skrivebordene, ingen tvivl om dette. Det er bare ikke helt sammenligneligt med det at have et fysisk arbejde, set ud fra et nedslidnings-synspunkt. Medmindre man spørger DA, selvfølgelig.

For de svage, de syge og de slidte, under fællesbetegnelsen ‘Klynkerne’, de er nasserøvene som får Dansk Arbejdsiverforening op fra skrivebordsstolene. Op fra pamperlønnen, væk fra den lækre kantinemad og ind til deres arbejdsredskab, pc’en. Og er en pc måske ikke næsten lige så tung som en trykluftshammer? Og når redskaberne nu vejer det samme, bliver et pampersvin så ikke slidt nøjagtigt ligeså meget som en betonarbejder? Instrumenterne vejer jo cirka det samme. Men pamperne, dem hører I da ikke klynke. De bærer med smil deres byrde hele vejen ind til det veldækkede kantinebord, hvor de sammen kan skylle alt støvet ud af ganen med en flaske vin, mens de diskuterer problemet med Klynkerne.

Engang var der en person der ville læse til læge. Han opdagede dog hurtigt at der var direkte kontakt med Klynkerne indeholdt i jobbet, og dette gjorde ham fysisk syg, hans mave vred sig i væmmelse bare ved tanken. Men så opdagede han Dansk Arbejdsiverforening, og blev pamper til en meget bedre løn. Efter lidt tid, da maden skulle fordøjes, gav hans forbedrede helbred ham grund til selvransagelse. Han var syg, så fik han flere penge og straks fik han det bedre. Det ville sige at penge gjorde ham rask. Og han var jo sådan et pragteksemplar på et menneske, så sådan ville alle andre også reagere på Flere Penge.

Nu kæmpede han, med hele Dansk Arbejdsiverforening ved sin side, for at alle andre skulle få det bedre. En mulighed ville have været at hjælpe folk med problemer, men det har aldrig været i Dansk Arbejdsiverforenings interesse. En anden måde ville være at hæve mindstelønnen, for så ville folk tjene flere penge ved at arbejde end ved at være Klynkere. Og flere penge gør folk raske, det havde han jo ved selvsyn konstateret. Men at hæve mindstelønnen ville jo være det samme som at hjælpe svage, så den ide blev hurtigt droppet. Så ville det jo også være sværere at få alle de søde (og billige) østeuropæere herop, og det ville jo være synd.

Så kom den næste logiske tanke : Hvis man ikke kan hæve mindstelønnen, så kan man mindske Klynkerbetalingerne, det vil sige førtidspension, dagpenge, sygedagpenge og alle de andre skattekroner som de modbydelige Klynkere stjæler fra ærlige forretningsmænd, som Dansk Arbejdsiverforening repræsenterer. Det vil sige, de fleste medlemmer i Dansk Arbejdsiverforening har nu lært at flytte overskuddet rundt, så der ikke skal betales Klynkegebyr, af nogen kaldet skat, men enkelte betalte jo stadigt en smule. Det ville sige at hvis man sænkede Klynkerbetalingerne, så ville mindstelønnen være det samme, men den økonomiske gevinst ville stige ved at blive rask og finde et arbejde. Og Økonomisk Gevinst, det var faktisk mere effektivt end al verdens kemoterapi og pennicillin, det havde Dansk Arbejdsiverforening jo selv fundet ud af. Ja, det kunne være at en dosis Økonomisk Gevinst kunne kurere selv Nedslidning, som var en slem sygdom Klynkerne havde fundet på for at hive endnu flere penge ud af Dansk Arbejdsiverforening og deres medlemmer.

Derfor kan man idag i flere medier læse at Klynkerbetalingerne bør sænkes mærkbart, og alle Dansk Arbejdsiverforenings venner kan sidde på sidelinien og klappe, for både Liberal Alliance og Venstre synes jo det er pragtfuldt at kunne bruge de sidste skattekroner på skattelettelser istedet for Klynkerbetalinger.

Og takket være denne systematiske nedrakning af Klynkerbetalingerne kan Lokke sove mere trygt i nat. Det tilbagevendende mareridt virker nu endnu mere fjernt end sund fornuft. Det frygteligt mareridt hvor alle hans plakater fik tallet “454.215”  udskiftet med et helt andet tal. Nemlig det tal der viser hvor mange penge kreativ skattetænkning hjælper til at føre ud af Danmark, væk fra almindelig beskatning.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.