Jeg er ellers ikke tilhænger af at en statsleder, populær eller Helle/Lokke, skal have lov at stikke af fra al den ballade de selv skaber. Men jeg er stor tilhænger af nyheder. Det er dog så som så med nyheder før efter folketingsvalget, for alle disse 179 æsler med opmærksomhedshungrende hysteri skal ses, høres og huskes. Og når man nu ikke har ret meget at byde på, mentalt set, kan man da skabe debat så man måske bliver husket. I denne sammenhæng gør det ikke så meget om det er noget positivt man bliver husket for, bare man ikke er anonym.
Først var det Mai Mercado, konservativ intet-siger, som skulle op på barrikaderne for kristendommen, som bare er ‘meget bedre end islam’. Man følte sig en lille smule placeret i børnehaven igen, men i det mindste fik man trænet sine lattermuskler en smule. For selv om kristendommen er åh-så vigtig indtil valget gjorde Mai en dyd ud af at pointere at man ikke bare skulle vende den anden kind til. Det vil sige, ifølge Mai Bacardi, er kristendommen bare så meget bedre, men man skal ikke følge de kristne dyder såsom at vende den anden kind til? Jeg tror kun det er konservative, en aldrende og heldigvis uddøende art, der kan se logikken i dette.
Idag er det så Inger Støjnar der mente hun længe var blevet overset. Indrømmet, jeg har ikke engang orket at læse om hvilke forhindringer Inger måtte overkomme for at blive dette perfekte menneske hun er idag, eller hvilke drømme hun måtte sætte i baggrunden for at opnå alle sine politiske mål, men overskriften siger det hele : “Inger Støjnar lagde bånd på sig selv i 40 år”. Var det bånd for ikke at tale imod Lokke når han misbrugte skatteydernes penge, så ville jeg måske være interesseret i at læse hendes selvretfærdiggørelse. Men alt andet lige, så er jeg ret sikker på at ‘artiklen’ er meget lig Støjnar selv : Ret forudsigelig, rimeligt irriterende og meget selvretfærdig.
Alligevel har disse 2 mennesk…politikere mindet mig om at det er vigtigt at vi snart får det valg så vi er fri for deres forsøg på at få opmærksomhed.