Ferien er slut

Så er ferien ved at være slut for denne gang, og som sædvanlig er der forbløffende få reelle nyheder. Bevares, der har været en enkelt sag om en socialdemokrat der er anklaget for bestikkelse, en konservativ leder der mangler alle former for talent, og krise i eurolandene. Men det er jo sådan set nærmest de samme nyheder som dominerede pressen for en måned siden. Med enkelte ændringer, bevares, men i bund og grund gamle nyheder med nye navne.

Der er dog også Østerild Klitplantage. De fleste havde nok ikke hørt om stedet inden det blev udpeget som stedet hvor det nye nationale testcenter for vindmøller skulle placeres. Det er bestemt ikke skidt med vindmøller, tværtimod, men at placere et vindmølle center hvor man skal fælde 2.6 kvadratkilometer skov er da tæt på vanvittig.

Det har vist sig at der vistnok var lidt bøvl med at foretage en ordentlig miljøvurdering. Og der var vistnok også noget med at man glemte at checke om man nu overholdte et EU direktiv omkring dyrs levesteder. Men i det mindste kan S og SF, som har stemt for placeringen, om kort tid hævde at de troede at alle formalia var overholdt, og at deres hænder er rene. Samt, selvfølgelig, at regeringen er skurkene.

Nu skal Vestre Landsret så komme med en afgørelse, som forventes den 11. august. Det er ikke en afgørelse om hvorvidt placeringen er ok. Det er heller ikke en afgørelse om hvorvidt Miljøministeriet må begynde at fælde alle træerne inden sagen omkring EU direktivet er afklaret. Nej, Vestre Landsret skal afgøre om de lokale beboere har en retslig interesse i sagen, så de kan få lov til at føre sagen ved domstolen.

I Danmark, demokratiets forkæmper der uden tøven invaderer lande som ikke vil skille sig af med deres lokale diktator, kan man nemlig ikke lægge sag an uden at have en retslig interesse. Så nu bliver det spændende at se om vores retssystem vil anerkende at borgere har en retslig interesse i hvordan naturen rundt om dem, i deres eget lokalområde, bliver forvaltet/forkvaklet. Intet er givet endnu, for som en viis mand engang gjorde opmærksom på, så skal man ikke begynde at forveksle jura med retfærdighed.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.