Den lille gavtyv.

I Odense sidder der en bitter mand. Ja, der sidder nok mange, men denne mand har fået en advarsel af sine chefer, fordi han foretog sig ulovlige handlinger. En anden af hans chefer lavede også disse ulovligheder, og han blev afskediget. Han kunne skam ikke nøjes med en advarsel. Selvfølgelig skal en stakkels chef da ikke gå for lud og koldt vand, så som straf for at bryde loven bliver han tvunget til at tage 4,5 millioner kroner med ud af døren.

2 kolleger til den stakkels bitre mand blev ligeledes sparket ud på gyldent papir. De måtte dog nøjes med 1,3 millioner tilsammen. Fy, skamme sig imens man tæller sine penge.

I morgen vil den stakkels bitre mand finde nye måder at bryde loven på. Han har været slem, har han, og han fortjener at blive straffet som den øverste chef. Det er jo ikke for pengenes skyld, bevares, men han har været en slem dreng og vil gerne bede om 4-5 millioner vink med små vognstænger.

Jeg ved snart ikke hvordan man skal reagere. Når en flok chefer bestemmer sig til at pisse på alt der hedder lovgivning, på børns rettigheder, og på skatteborgernes penge, så er en straf på sin plads. At blive vist ud af døren med 4,5 millioner kroner er -ikke- en straf der er en forbrydelse som denne værdig.

“Vi følger blot reglerne’, lyder det fra Odense kommune. I forbindelse med de sidste 2 chefers brutale og pengeledsagede hjemsendelse citeres her fra DR :

“Til trods for, at de to chefer har medvirket til systematisk og planlagt lovbrud, vurderer kommunen ikke, at de kan bortvises, og dermed har de ret til henholdsvis et halvt og et helt års løn. Det ville kræve en bortvisning at sende cheferne hjem uden penge, vurderer den konstituerede direktør.”

Hvem har vurderet dette? Er det personer som, hvis vurderingen faldt anderledes ud, kunne risikere bortvisning uden et gyldent håndtryk når deres egne ulovligheder afsløres? Man kunne godt få denne mistanke.

Summa summarum er at der er begået lovbrud i Odense, og man har valgt at ignorere udsatte børns rettigheder uden hjemmel i loven. Løsningen på en sådan gerning, hvor man næsten ikke kan synke lavere, er ikke at smide 5,8 millioner efter de usandsynligt modbydelige svin der står bag. Løsningen er politianmeldelse, bortvisning uden løn, og et ‘så ses vi i retten’ hvis der protesteres. Det kan godt være, hvis vores dommere er betagede af Liberal Saxo Bank og dermed også ret ligeglade med sund fornuft, at kommunen taber sagen. Fair nok, så koster det måske 6.3 millioner istedet. Men det bliver dog klarlagt hvad der er sket, og der er en chance for at man ikke smider penge efter uduelige ledere for at få dem til at gå.

Hvis kommunen vurderer at man ikke kan bortvises for det de selv betegner som “systematisk og planlagt lovbrud’, så skal man enten finde folk der er bedre til at vurdere, eller lave reglerne om. Der er ikke andre steder end indenfor rådhusene og Christiansborg hvor ulovligheder belønnes med en sæk penge så stor som Carl Carl Carl Holst Holst Holsts selvglæde.

Posted in Uncategorized | Comments Off on Den lille gavtyv.

Løgn og vederlag

Ikke alene gjorde Carl Carl Carl Holst Holst Holst en dårlig figur da han gik af en uge for sent. Han er også kravlet tilbage under sin sten med et nyt eftervederlag, 18 måneders ministerløn som tak for det hårde arbejde han pressede sig selv til at udføre i hele 93 dage.

Tillykke, Carl Carl Carl, må dine penge være lige så meget værd for dig som din troværdighed er for os andre.

Posted in Uncategorized | Comments Off on Løgn og vederlag

Ingen Kommentarer

Tidligere forsvarsminister Carl Carl Holst Holst har ingen kommentarer til sine tidligere forklaringer, til sin tidligere personlige assistents virke og gøren, ej heller til om han vil have sit eftervederlag udbetalt igen nu hvor han stopper som forsvarsminister.

Carl Carl Holst Holst havde det aldrig nemt i skolen, selv simpel matematik kunne bortforklares med ‘pressens jagt efter uskyldige individer’. Forholdet til lærerne blev yderligere belastet når han skrev en ting men sagde en anden. Det var især hans stile om hvad han lavede i sommerferien der var specielle, da han aldrig holdt sommerferie uden sin elskede onkel, Baron Münchhausen. Medmindre han blev adspurgt, altså, hvilket ofte medførte lange og snørklede forklaringer til alle om hvorvidt det i det hele taget havde været sommer. Ofte endte disse diskussioner med at den unge Carl Carl Holst Holst græd af afmagt mens han vandrede bort til tonerne af ‘Det skygger for mit skolearbejde’, en sang unge Carl Carl Holst Holst var meget stolt af at have kreeret.

I sin ungdom fik Carl Carl Holst Holst smag for penge, især andres. Ofte kunne man finde en smilende og næsten lykkelig Carl Carl på et af byens værtshuse, hvor han både kunne finde penge i andres tasker og tjene sin løn mens han gemte sig for alle afskygninger af konceptet ‘Ærligt Arbejde’. Efter at have levet på denne måde i en årrække blev den hastigt aldrende Carl Carl Holst Holst opmærksom på at folk ofte reagerede med fjendtlighed og irritation når han brugte deres penge, og svor at ville vie sit liv til at finde lovlige måder at bruge andres penge på.

Carl Carl Holst Holst fik sine bønner hørt da man opfandt regionerne. Som chef for disse ville man, med en smule finesse, kunne skalte og valte med andres penge uden at blive stillet til ansvar.

Fra sin tid i skolen huskede Carl Carl Holst Holst med glæde sin store beundring overfor egne stile. Derfor skrev han ofte ned hvad han virkeligt gjorde, så som når han ansatte personlige assistenter, men verbalt havde han ikke meget til overs for de som tillod sig at spørge ind til noget som helst. Ofte blev det kun et ‘Ingen kommentarer’, hvilket ikke altid virkede efter hensigten. I den lykkelige barndom havde lærerne opgivet den unge Carl Carl efter adskillige ‘Ingen kommentarer’, og da klassekammeraterne skreg af grin gav det den unge Carl Carl indtryk af at ‘Ingen kommentarer’ kunne løse de fleste problemer.

Således desillusioneret startede Carl Carl Holst Holst sin såkaldte karriere indenfor folketinget. Som forsvarsminister skulle han udtale sig om emner han ikke var bekendt med, men det havde aldrig været et problem før, og Carl Carl Holst Holst gav ofte udtryk for sin glæde ved arbejdet. Den første store skuffelse blev da han ikke kunne få dobbelt løn som planlagt. Stor var frustrationen over dette, da han omhyggeligt havde sørget for at reglerne ville være med ham, og selv hans ‘Ingen kommentarer’ vakte ikke den store jubel hos den uforskammede gruppe af Klynkere kaldet ‘Vælgerne’.

For at komme sig over denne forsmædelige kampagne der forsøgte at overbevise folk om at han ikke var en dobbeltløn værd komponerede han en ny sang til sit daglige virke. “Det skygger for (relevant problem)”, med både tekst og musik af Carl Carl Holst Holst. “Relevant problem” var ofte ‘Ærligt Arbejde’ som Carl Carl Holst Holst havde store problemer med.

Da den onde venstrefløjs lakajer, aviserne, efterhånden havde fundet de underskrevne noter med betegnelsen “Personlig Assistent” som Carl Carl Holst Holst havde forsøgt at begrave under sine joviale ‘Ingen Kommentarer’, og selv den muntre melodi “Det Skygger for forsvarsarbejdet” ikke kunne formilde, valgte Carl Carl Holst Holst i næste uge at trække sig. Problemet har aldrig været Carl Carl Holst Holst selv, selvfølgelig, men der har været kræfter der har forsøgt at ramme Lokke igennem trofaste Carl Carl, hvilket har fået ham til at trække sig fra sin post.

Piveudsigten for den næste uge er massive ‘Ingen kommentarer’ henover weekenden, efterfulgt af ‘Jeg bebrejder dé Andre, den onde franskmand’, for tilsidst at ende i enkelte ‘Jeg vil have mit eftervederlag fra Regionen tilbage’.

God vind, Carl Carl Holst Holst, og tak for denne gang.

Posted in Uncategorized | Comments Off on Ingen Kommentarer

Den uendelige historie

Overskriften er navnet på en fantastisk bog af Michael Ende samt titlen på et skuespil nærmest alle ministre opfører når de kommer til magten. “Ja, vi mente A dengang vi ikke bestemte, og alle der mente B var ynkelige og visionsforladte. Nu hvor vi har magten kan vi godt se fordelene ved B, og de der ikke kan det er klynkere uden forståelse hvordan samfundet hænger sammen. Men A vil atter virke tillokkende når vi er i opposition”.

Om og om igen. Samtidigt med de evige avisartikler om hvor lavt politikeres troværdighed er, hvilket bevirker at en anden del af den uendelige historie opføres, nemlig standardsvarene “Det er sært, vi forstår ikke hvorfor” samt “Det skal vi gøre noget ved”. Denne del hedder “Vi er da ligeglade, men siger vi det direkte slagter pressen os”.

Den uendelige historie fik for noget tid siden en nye skuespiller, Træk-i-lan(d)-Dan Jørgensen, direkte fra Store Pampervælde, EU, til Lille Pampervælde, folketinget. Som menig usling, kaldet politiker uden bestemmelsesret, havde Træk-i-lan(d)-Dan mange fornuftige holdninger. Pelsindustrien skulle stoppes, dyrevelfærd prioriteres og lange dyretransporter forbydes. Så kom lille Træk-i-lan(d)-Dan i folketinget, endda som minister, og vupti, så var alle de tidligere så store problemer faktisk bare mindre detaljer som erhvervene selv kunne finde ud af. Næh, Træk-i-lan(d)-Dan var optaget af det helt store problem som alle tidligere fødevareministre har været optaget af : Hvad er Danmarks nationalret. Mink der bliver pint ihjel, burhøns der plukker hinanden ihjel af mangel på plads, flerdages transporter af dyr uden de får vand? Intet problem. For Træk-i-lan(d)-Dan var der kun ét at gøre : Fokusere på de virkelige problemer og få afgjort hvad der er den danske nationalret.

Så fik vi Lokke som statsminister. Gud bevare Danmark, for Lokke vil ikke. Selv Lokke fortalte at der ville blive lukket af for de dumme flygtninge, også kaldet “Udenlandske Klynkere” i Mesteren, Jørgen Neergaard’s, tilstedeværelse. Der skulle være “Straks-opbremsning”, der skulle være et klart signal til de udenlandske klynkere hvilket ville forhindre dem i at nå til Danmark. Nu har ‘virkeligheden overhalet os’, siger Lokke. Ja, hvis man kun ser verden gennem Christianborgs vinduer, mens man drikker vin og øl ad libitum på andres regning, så har virkeligheden nok overhalet denne ‘man’. For de fleste andre med sund fornuft, hvilket automatisk diskvalificerer de fleste politikere, kunne man godt se hvad der skete ude i verden, og se det dumme i at skære ned på hjælpen til flygtninge.

Så kommer Christian Lilleholt, blandt begge venner kærligt kaldet Christian Skyklap. Inden han blev minister, var han en ivrig fortaler for at få “fremskyndet en omfattende og længe ventet analyse af tilskud og afgifter på energiområdet, der skulle bane vejen for en omlægning af det kringlede afgiftssystem”. Nu, hvor Skyklap er minister, så skulle det jo være en smal sag at starte op. Men ak, nu hedder det sig at “- Mit mål er i denne valgperiode at få en diskussion om det. Jeg tvivler på, at vi inden for en så kort tidsperiode som tre-fire år kan nå at ændre på hele det her skatte- og afgiftssystem på energiområdet”, udtalt til Politiken.

Det er ynkeligt, det er patetisk, det er kun en politiker værdigt. Hvad de mener, siger og gør er det samme som de altid har gjort. Men hvor kunne det dog være tilfredsstillende at opleve en politiker hvis meninger ikke skiftede med vinden, titlen og statsministeren.

Der er så et enkelt lyspunkt i alt dette mørke. Bemærk Skyklaps virkelige sætning som udtalt til politiken: Skyklap tror ikke på at der er en venstreregering efter næste valg. Vi må håbe på en rød regering, men det bliver ikke nemt at holde hele blå blok udenfor, da Venstre og Asocialdemokraterne desværre nok stadigt får en del mandater.

Posted in Uncategorized | Comments Off on Den uendelige historie

Jalousi er modbydeligt.

Især når det går ud over sagesløse danskere der ufrivilligt bliver fanget i dramaet mellem Søren Svind og Ellen SpørgMere Nørby.

Hvem husker ikke de 696 spørgsmål Ellen SpørgMere sendte til Kulturministeriet som alle handlede om hvorfor andre museer kunne få støtte når nu hendes mors museum ikke kunne.

Idag er det så et højtspændt drama der udspiller sig for åbent tæppe i den danske regering. Hvem er dummest i denne uge? Søndag plejer at være en god dag at afgøre denne slags på, og med Søren Svinds udspil om straffe til medier lignede det en sikker vinder. Men Ellen SpørgMere blev jaloux over at hun ikke blev nævnt i pressen, og ville også være med. Hun vil nu skære i budgetterne hos landets uddannelsesinstitutioner. I mange år har det heddet sig at det er et uddannelsessystem i særklasse. Men nej, ikke længere, nu skal de spare 2% om året. Så er de jo gratis om 50 år, ifølge Venstre Logik.

“- Hvis vi sammenligner med landene omkring os, så er vi det land i OECD, der samlet set bruger mest på uddannelsesområdet.” Ja, det er nok det der gør at vi er et videnssamfund, Ellen. Det er nok derfor vi føler at det er et godt uddannelsessystem.

“- På universiteterne er udgifterne steget med 37 procent siden 2008. Og på ungdomsuddannelserne er tallet 27 procent i samme periode. Og nu siger vi, at ligesom resten af den offentlige sektor hvert år skal spare, så skal uddannelserne også kigge på, om man kan gøre tingene på en anden måde.”

Et enkelt stort spørgsmål, Ellen SpørgMere : Hvor meget skal Christiansborg/politikerne spare årligt på eget budget? Er det 2%? Eller er der ingen besparelser? En usling lader ting gå ud over andre. Et rigtigt dumt svin har, udover medlemsskab af Venstre, evnen til at fjerne fokus på at man ikke selv skal spare, men blot fremhæve at ‘det gør alle andre’.

“- Jeg er sikker på, at man ude på den enkelte institution kan finde ud af at organisere arbejdet på en måde, hvor det ikke går ud over kvaliteten, siger Ellen Trane Nørby.” Jaeh, og kunne man ikke det på Christiansborg? Modig journalist til at spørge om dette søges, da de fleste normalt begavede mennesker ikke lige har lyst til at sende 696 næsten ens spørgsmål til et ministerium for at spilde alle andres tid.

Dødt løb i denne uge, Ellen SpørgMere og Søren Svind er faktisk lige uduelige.

Posted in Uncategorized | Comments Off on Jalousi er modbydeligt.

Sheriffen skider igen.

2 dage uden omtale. 2 dage uden dette sus af glæde over at blive taget seriøst, uden at kunne se sig selv på nettet. Det må være frygteligt for en reality-stjerne fra Paradise Hotel, men det er sheriffen af Nottingborg’s største mareridt. Nu går den heller ikke længere! I dagevis har han grublet, tænkt over hvilke visdomsord og gode ideer han nu skulle belemre den danske befolkning med.

Og nu kom ideen så. Udover for milde straffe for voldtægt, hvad er så det fornemste problem en justistsminister kan stå med? Eller rettere, det fornemste problem en liberal dåre med hjerne som en gennemsnitlig senil regnorm kan stå med? Mediernes løgne. I årevis har medierne kørt hetz mod seriøse politikere som Søren Svind, Lokke, Fjogh og alle de andre Store Politikere indenfor Medmenneskelighedens Orden, Højrefløjen. I årevis har de skreget om løgne i forbindelse med Irak krigen, løgne omkring drukorgier med Søren Svind og Lokke som eneste deltagere, og i årevis har de sagt at Søren Svind og meningsfællerne ikke formår at tage sig af de seriøse problemer Danmark står overfor. Men nu skal han vise dem.

Efter Søren Svinds overraskende fornuftige ide om at øge straffen for voldtægt starter han en kampagne der skal øge straffen for at bringe urigtige oplysninger i medierne. Ikke for politikere, selvfølgelig, de har jo al ret i verden til at lyve. Og hvis de endelig afsløres er det jo bare en nødløgn, takket være den person som Søren Svind og resten af Løgnefløjen i dansk politik hemmeligt kalder Sankt Bødskov for denne ide.

Om det er rigtigt eller forkert at straffen skal øges ved jeg ikke. Jeg er faktisk også lidt ligeglad. Men hvor ville det dog klæde en ordentlig politiker at tage sig af de store problemer først, og hvis man endelig ville straffe løgne og halve sandheder, så skulle man sørge for også at straffe politikere for det samme.

“»Min holdning er, at der har været for mange eksempler på, at medierne er gået for langt, og der er behov for at se på, om konsekvenserne over for medierne er tilstrækkelige. Derfor kommer vi til at gøre noget på det her område. Vi vil grundlæggende bygge på beslutningsforslaget,« skriver Søren Pind i en mail til Berlingske.”

I Søren Svinds hjerne, eller hvad vi nu skal kalde den legemsdel han benytter til både at sidde på og at tænke med, er der ingen eksempler nogensinde på at politikere er gået for langt. Irakkrigen var et eksempel i ærlighed, og truslerne omkring besparelser hvis vi stemte nej til euroen var blot en sandfærdig advarsel.

Det helt store nummer kommer så når vi ser første eksempel på et medie der straffes for at viderebringe de løgne en politiker udtaler. Så er Søren Svinds lille verden atter i balance.

Posted in Uncategorized | Comments Off on Sheriffen skider igen.

Koen brøler.

Men det er mest støj der kan irritere efter lidt tid, og der er ikke rigtigt nogen der forstår hvad den egentligt siger. Og, siden vi snakker om brølende køer, nu snakker Mette Frederiksen også i aviserne. Hun har formået at give et interview, hvor man igen skal læse mellem linierne.

“- Vi kan ingenting i Danmark, hvis ikke vi har et stærkt dansk erhvervsliv.”

Det er da rigtigt. Med ansatte. Ikke kun direktører. Og nu hvor selskabsskatten er sænket, som alle borgerlige med Helle DumDum i spidsen forlangte, hvor mange nye store firmaer har slået sig ned i Danmark? 1. Udenfor Viborg er der et datacenter. Men sagde alle de små blå grise ikke at selskabsskatten forhindrede nye virksomheder i at etablere sig i Danmark? Så må sænkningen da have givet flere firmaer? Eller tog de igen fejl? Ihvertfald brøler Blå Mette atter sammen med de andre borgerlige i denne sammenhæng.

 

“- Når man er stærk tilhænger af velfærdssamfundet, skal man også være kritisk, når det ikke fungerer godt nok. Derfor er reformerne kommet for at blive, og vi skal blive ved med at gå kritisk til værks, siger hun til Jyllands-Posten.”

Tjah, hvad skal man sige her? Man skal være kritisk når ting ikke fungerer, undtagen hvis det er den tidligere blå regerings reformer, for så er de kommet for at blive uanset hvor dårligt de fungerer? Logikken her er godt nok svær at få øje på. Når det ikke fungerer godt nok laver vi en reform for at spare penge, og så er det bare slut med at være kritisk uagtet effekten af omtalte reform? Det er lidt ligesom privatskole skrigeriet for et par år siden. Alle med børn i privatskole var med til at sabotere folkeskolen i Danmark, lige indtil Mettes børn kom i privatskole, så var de faktisk rigtigt gode forældre fordi de lyttede til deres børn. Man kan have svært ved at tolke ovenstående som andet end en bebudelse om flere nedskæringer. At være kritisk er reformer, som er sparerunder. Hun lover at vedblive at gå kritisk til værks, altså lover hun at fortsætte nedskæringerne.

 

“- Løkke sagde mange gange i valgkampen, at han ville have serveretten tilbage. Den fik han, så han må lægge sin politik frem, og så må vi gå ind til forhandlingsbordet, siger hun til Berlingske.”

Oversat : Vi har ikke rigtigt nogen ideer, og vi ved faktisk ikke rigtigt hvad vi vil. Så det eneste vi kan komme på er at lytte til andres ideer og så skrige op om hvor forkerte de er uden selv at skulle bibringe noget til debatten. Igen taler Mettes udsagn helt for sig selv.

Det er skræmmende at et tidligere arbejderparti kan skifte kulør så hurtigt. Men det værste er hvordan folk blindt følger fører-koen, når hun hævder at alle reformerne er for at hjælpe de svage, og lettelserne for erhvervslivets top er gjort for at bidrage til fællesskabet. Socialdemokratiet, partiet for alle der kan stå på egne ben men som ikke magter at tænke selv.

Posted in Uncategorized | Comments Off on Koen brøler.

Fravalget af tilvalg.

Nu hviler euroen i fred for en stund. Takket være krisen ønsker politikerne ikke længere at vi (igen) skal stemme om at komme med i euroen. Nu er det så det såkaldte retsforbehold, vi skal stemme om i december. Og dommedagsprofetierne er allerede begyndt. Der er ingen ende på den lidelse, sorg og kriminalitet vi vil opleve hvis vi ikke stemmer ja til at lade vores politikere vælge hvad vi skal følge og hvad vi skal ignorere.

Lad os starte der : Vi skal lade vore politikere vurdere fra sag til sag hvad vi skal gøre, uden at vi atter behøver stemme om det. Allerede der bimler alle alarmklokker. Vi formodes at lade politikernes sunde fornuft råde? Carl Carl Holst Holst skal udvise god dømmekraft? Lars Lokke skal vurdere om noget er godt eller skidt for andre? Helle Thorning skal bedømme om en lov er god eller dårlig for Danmark? Og Neergaard skal vurdere noget uden at have behov for at spørge andre til råds? Neergaard, som mener Danmark er et Taberland?

De nævnte politikere har med al tydelighed demonstreret hvor meget deres dømmekraft er værd. Og de andre i folketinget er ikke en millimeter bedre. Skal vi nu stole på at de er blevet fornuftige personer med en udpræget ansvarsfølelse, og en fornemmelse for rigtigt og forkert? Det ville da være en vidunderlig forandring, men meget usandsynlig. En statsminister der ikke kender forskel på dit og mit. Som drikker 20 øl og et par snapse sammen med Søren Svind til en arbejdsfrokost. Som mener at rejser på første klasse er passende når man rejser for andres penge. En dømmekraft man kan stole på, må vi sige.

Allerede nu er det et altoverskyggende argument for at stemme nej, må vi konstatere.

Dernæst kommer det næsten lige så vigtige punkt for mistro : Hvem kan 100% ærligt sige at de stoler på hvad politikerne siger? Ryger vi ud af det europæiske politisamarbejde hvis vi stemmer nej? Er det umuligt at følge politisamarbejdet uden denne aftale? Det er da lykkedes for andre lande, så hvorfor ikke for Danmark? Hvis vore politikere vil informere på ærlig og redelig vis, og tydeliggøre hvad det betyder at stemme henholdsvis ja eller nej, så skulle det da være første gang der blev givet ordentlig besked. Stemmer du ja til at lade politikerne bestemme ved du kun 1 ting med sikkerhed : Du bliver aldrig nogensinde spurgt igen om dette emne, heller ikke hvis det viser sig at være en ufattelig dum ide (som det meste af Neuropa har vist sig at være). Stemmer du nej er der en chance for at du bliver spurgt igen, efter at have fået ordentlig information.

Den sidste og næsten lige så gode grund? Hvad indebærer retssamarbejdet? Hvor er garantien for at der ikke pludselig står albanske, rumænske eller spanske betjente i Danmark, bevæbnede og igang med at lave ransagninger efter albanske, rumænske eller spanske regler, uden at informere det danske politi eller samarbejde med dem? Hvor er garantien for at du ikke pludselig får døren sparket ind af en udenlandsk betjent med en retskendelse på et sprog du ikke forstår, som giver sig til at ransage dit hjem? Hvor er garantien for at man ikke kan straffes for ting som ikke er ulovlige i Danmark, men som måske er ulovlige i et andet land? Et fælles europæisk politi vil være en garanti for retssikkerhed på samme måde som EU’s miljøpolitik var en garanti for at vi alle skulle op på samme høje niveau af miljøbeskyttelse, og som garantien om at det så ville være nemmere at forbyde skadelige stoffer i mad. EU’s garantier har faktisk vist sig at være meget lidt værd når det kom til stykket.

Stem nej! Uanset hvad du mener, tror og informeres om, så sig nej. Du vil altid få chancen for at ombestemme dig senere. Men stemmer du ja, så sidder løkken om halsen på dig.

Posted in Uncategorized | Comments Off on Fravalget af tilvalg.

En ny kategori

Et stort tillykke til Kim Christiansen, Danmarks uærligste politiker, men kun den næst-dummeste. Han er netop blevet belønnet med et ridderkors af Dannebrogsordenen. I sandhed et velfortjent klap på skulderen til den mand der misbruger sin politiske stilling til at forsøge at tigge gratis billetter til sin datter hos DSB, og hvis bedste grund til at det var i orden var at “han jo ikke fik nogen billetter”.

Dannebrogsordenen har nok aldrig hørt til de mest prestigefyldte ordener, men den totale devaluering kom så med dette. Tillykke til Kim, må dine tiggerier bære mere frugt i fremtiden end de gjorde hos DSB.

Posted in Uncategorized | Comments Off on En ny kategori

Rigtige love og forkerte love

I Danmark går en del ud fra at lov er lov, og som hovedregel skal man overholde dem. Bevares, at gå over for rødt nu og da eller lignende, det er nok ikke noget der hidser folk op. Men på den anden side, når folk går over for rødt i ny og næ er det frygteligt sjældent at de slår forbipasserende ihjel.

Vanvidsbilister, derimod, slår regelmæssigt folk ihjel. Og det er jo ikke sådan at der sker mindre skade jo hurtigere man kører, eller at kontrollen over bilen forbedres jo hurtigere man kører.

Nu vil vore politikere så fjerne politiets fotovogne. For lidt tid siden var det en ren pengemaskine, derfor skulle de væk. Men folk kører pænere nu, så der er ikke skrevet flere bøder end sidste år, så nu er det argument væk. Selvfølgelig kommer der så bare et nyt argument : Nu skal betjentene frigives til ‘rigtigt politiarbejde’, ifølge Søren Papand fra de konservative. For det er jo ikke rigtigt politiarbejde at sørge for at lovene overholdes, eller at nedbringe antallet af døde i trafikken. Næ, det er en menneskeret at køre for stærkt, og er der folk der dør så er det bare et tegn på at de ikke var hurtige nok til at flytte sig, lidt ligesom i naturen som Søren Papand skam tit har set noget om på tv. Færdselsloven skal, ifølge Søren Papand, mest ses som en hensigtserklæring, og han vil ihærdigt arbejde for at det ikke længere er et lovsæt som politiet skal opretholde.

Mai Matadormix, ‘politisk’ ordfører for de Konservative, har heller aldrig mistet nogen i trafikken. Jeg tillader mig at antage at hun heller aldrig har været i den både underholdende og lærerige situation som en del betjente har været i, hvor de skal ringe på en dør og fortælle forældrene at deres barn aldrig kommer hjem igen. Omend Mai nok skulle trøste forældrene med at det var et acceptabelt tab, da bilisten som dræbte barnet ‘ikke kørte ret meget for stærkt’.

De konservative har aldrig været meget for at bruge sund fornuft, men de gamle dyder som ‘lov og orden parti’ er tydeligvis en saga blot. Heldigvis har de da stadigt magt som de har agt, så det er ikke ret meget.

Liberal Alliance må så til gengæld være ret uenige. Hvis betjente frigives til ‘rigtigt politiarbejde’ risikerer Anders Dumuelsen jo at blive arresteret når han er ved at betale narkogæld af istedet for at gå til politiet.

Posted in Uncategorized | Comments Off on Rigtige love og forkerte love