Idiotens Dag

Først lille Jensen. Nu direktøren for Jyske bank.

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE10799582/bekaemp-kriminel-adfaerd-afskaf-kontanter/?ref=eblistermest

Han har opdaget at folk stadigt bruger kontanter, og forstår ikke hvorfor. Han har dog sine teorier, “nemlig at behovet for betalingsmidler i den sorte økonomi er tiltaget gennem årene, ligesom interessen for udokumenterbar værdiopbevaring i almindelighed er øget i et forsøg på at undgå beskatning og modregning i sociale ydelser.”.

Det er da nok korrekt. Jeg kan ikke lide at der kan snages i hvordan jeg bruger mine penge, og hvor jeg bruger mine penge. Det er ikke for at undgå beskatning eller modregning, det er blot et simpelt princip om at mine penge vedrører mig, ikke andre.

“Hvis Folketinget ved lov forbyder brugen af kontanter som betalingsmiddel i Danmark fra 1. januar 2025, vil vi samfundsmæssigt opnå en række fordele og kun ganske få ulemper. ”

Skal vi ikke tage den helt almindelige ulempe med det samme? Er der nogen der ikke har stået bagved folk i en butik når dankortsystemet var nede? Det er ligesom lidt nemmere at betale med kontanter, for det er så sjældent at ekspedienterne er nede.

Udover at næsten alle argumenter handler om at spare penge, især for de stakkels banker som sjældent kan vise noget overskud, så er det helt fantastisk som denne bankdirektør kan bekymre sig for danskernes sundhed.

“I den mere kuriøse afdeling vil et kontantløst Danmark nedbringe spredningen af bakterier, da mønter og sedler er fyldt med disse og dermed også afledte sygdomme heraf.”

En lille udfordring til Jyske Bank : Kom med et enkelt eksempel på en person som er blevet syg af kontanter? Og som en sidebemærkning : Hvordan beskytter I de ansatte i Jeres bank der håndterer kontanter, hvis der er så mange bakterier på dem? I lader dem vel ikke bare sidde og have penge i hånden uden handsker og åndedrætsværn?

Heldigvis ved den mægtige direktør hvorfor folk stadigt bruger kontanter.

“Der skal bruges endnu flere ressourcer på at udvikle mulighederne for at erhverve og bruge elektroniske penge. Elektroniske penge skal fra 1. januar 2025 være så enkle at betale med som muligt, så alle uanset alder og intellekt let kan lære at bruge disse. Men det kan løses.”

Det er altså høj alder og manglende intellekt der er skyld i at folk bruger kontanter. Unge og kloge mennesker bruger elektroniske penge. Så fik vi lige den med. Tak.

Hvor kunne det være befriende at se Jyske Bank bekymre sig om sager der måske har lidt mere med Jyske Bank at gøre. Såsom at rense ud efter de sager om skatteunddragelse hvor banken var særdeles behjælpelig med at placere penge i udlandet. Der var den kendte sag om hvidvask i Spanien, hvor man må formode at Jyske Banks ønske om digital betaling sker for at forhindre banken i at blive fristet over evne og medvirke til hvidvask igen. Eller de gode gamle sager fra Gibraltar, som ikke er så gamle endda.

“»Den 17. maj 2017 blev der i Gibraltar afsagt dom til fordel for sagsøgerne i retssagen anlagt mod Jyske Bank Gibraltar af 16 tidligere klienter hos advokatfirmaet Marrache & Co. Dommeren konkluderer, at der påhviler banken et erstatningsansvar,« lyder det fra Jyske Bank”

Hvor kunne det være befriende hvis folk kunne se ud over deres egen næsetip og erkende at det man selv synes om ikke nødvendigvis er noget andre synes om. Jeg kunne ikke drømme om at bruge digital betaling. Men jeg har intet problem med at andre undgår kontanter, det er deres eget valg. Ikke et intelligent valg, men dog stadigt folks eget valg.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.