Ikke så snart kommer de gavmilde kommuner med et fantastisk tilbud til de psykisk syge, før både pårørendeforeningen Bedre Psykiatri og Rådet for Socialt Udsatte kritiserer det.
Kræve, kræve, kræve, det er alt hvad psykisk ‘syge’ borgere bidrager til idag, medmindre de da ikke også stikker folk ned på må og få, eller løber rundt på gader og stræder mens de skriger og er truende.
Folk som dem skulle da være taknemmelige for enhver form for hjælp de kan få. Ja bevares, skal de have den nye hjælp, som er en af de kommende 150 nye pladser i behandlingspsykiatrien, skal de være forberedt på at miste deres bolig i et eventuelt bo-tilbud. Vi andre normale ved jo godt man ikke kan både blæse og have mel i munden. Og hvis de er så psykisk ‘syge’, så bemærker de vel heller ikke at man (på deres regning, naturligvis) sender deres ‘ejendele’ til opbevaring, indtil de ikke længere nasser på en seng i behandlingspsykiatrien. Så kan de udskrives til en bolig mindre end 600 km fra deres tidligere bolig, eventuelle netværk og mulige familie. Men hvad gør det? Psykisk ‘syge’ er jo ikke nogen som vi almindelige borgere bør omgås. Så fat det dog, alle I hjælpe-, støtte- og pårørende-grupper til disse ækle folk der har uorden i hjernen.
http://www.dr.dk/nyheder/politik/psykisk-syge-kan-presses-til-opgive-bolig-behandling
Der kan forekomme enkelte små bidder af ironi i ovenstående tekst. For hvordan i alverden er det vi nu skal til at behandle syge mennesker? Politikerne, og desværre også en relativt stor del af befolkningen, mener vist ikke at psykisk syge er mennesker på lige fod med os andre. Som en sjældent fornuftig Jann Sjursen siger : “Vi ville jo aldrig stille det samme krav til andre patientgrupper”.
Men politikerne mener helt klart ikke det betyder noget for syge mennesker at miste deres bolig, i et bosted hvor de måske endda har opnået at føle de hører til og er trygge. De er jo bare skøre mennesker, så hvorfor bekymre sig om dem. Bemærk hvad det egentligt er Mai Bacardi siger.
“Børne- og socialminister Mai Mercado (K) fremhæver, at de psykisk syge aldrig vil ende på gaden. Kommunerne har et ansvar for at finde de rette tilbud til dem, når de bliver udskrevet. Det gælder både hjælp og et nyt botilbud.
– Med de nye pladser løfter vi indsatsen til en meget udsat gruppe borgere. Samtidig er det vigtigt, at vi bruger ressourcerne rigtigt.
– Det gør vi blandt andet ved ikke at have tomme pladser på botilbud, siger hun i en skriftlig kommentar og påpeger, at indsatsen skal hjælpe psykisk syge med svære sindslidelser til et bedre liv.”
De psykisk syge vil aldrig ende på gaden. For det gør de ikke allerede inden de bliver tilbudt en eventuel sengeplads. De er til fare for sig selv og andre fordi behandlingen af dem er for god, og de blive forvirrede over alle de tilbud om hjælp de kan få. Hvis ministeren mener at ingen psykisk syge ender på gaden, og alle får den hjælp de har brug for, så har ministeren brug for en dosis virkelighed.
Og de vil ikke have tomme pladser på botilbud? Fornuftig tanke, men det er altså folks hjem vi snakker om. Skal det også gælde folk med somatiske (fysiske) sygdomme? Skal de også kunne miste deres hjem hvis de skal indlægges? Det skal nok hjælpe folk med svære sindslidelser at miste deres hjem, og ikke vide hvor de skal flytte hen når de bliver udskrevet, hvilket ofte sker fordi der mangler pladser, ikke fordi de er raske. Næsten alle undersøgelser viser at faste og trygge rammer, hvor de syge kender folk og behandlere er noget af det vigtigste for folk med svære psykiske lidelser, også kendt som de bindegale. Hvorfor vælger man så igen at træde på den gruppe? Ja, spørgsmålet er retorisk, for vi kender svaret : Det koster ikke lige så mange stemmer som at skære i behandlingen af ‘for meget rødvin’, kendt som Lokkesygen. Hvor er det skammeligt at man vil træde på folk på denne måde igen og igen.
Det kræver vist en intelligens som en Mai Bacardi at tro at det giver syge et bedre liv at smide dem ud af deres hjem og skabe usikkerhed om hvor de kan ende med at bo når de udskrives.
Skal det gælde en studerende, der har fået et kollegieværelse i et område hvor der er mangel på kollegieværelser? Hvis han eller hun bliver kørt ned, og bliver indlagt på sygehuset, skal vi så smide vedkommende ud for at sikre der ikke er tomme pladser på kollegierne?
Skal det gælde en pensionist på et plejehjem i et område hvor der mangler plejehjemspladser? Hvis han eller hun indlægges med noget alvorligt der kan tage tid at kurere, skal vi så smide ham eller hende ud af plejehjemmet for at sikre der ikke er tomme pladser? Så kan den gamle, også kaldet Den Unyttige Spiser af højrefløjens ideologer, jo ende med at få en lejlighed 200 km fra det tidligere hjem, men hvad gør det? Alle som Mai Bacardi lytter til har da bil med chauffør, og så gør 200 km ikke så meget.
En dårligt gående mand der har fået anvist en stue lejlighed så han selv kan komme ud? Skal han vippes ud fordi han indlægges, og andre mangler en stuelejlighed?
Ville Mai Bacardi mene de tre ovenstående eksempler egentligt er ok, for selvfølgelig skal syge smides ud af deres hjem? Hvad er forskellen på de 3 eksempler og Mai Bacardis nye ide? Ingen. Det er syge mennesker, og hvis det ikke skaber en shitstorm i medierne, så kan Mai Bacardi og hendes venner faktisk rigtigt godt lide at træde på Klynkerne. De skal vrides som karklude, som deres ven Sorte Neergaard altid siger.
Vi er alle lige. Og heldigvis er de fleste af os mere lige end de psykisk ‘syge’.