Og dermed er de mest salige netop politikerne (ordet skrevet med mest mulig foragt). Knapt var stemmerne optalt i England før rigtig mange politikere (ordet skrevet med mest mulig foragt) var ude og sige hvordan England skulle bære sig ad med at forblive i EU, eller hvordan man skulle ændre den enkelte og simple ting som folk var utilfredse med og som var grund til at folk stemte Leave.
Aldrig overvejede disse kloge mennesker, her brugt om politikere så man skal ikke lægge for meget i ordet, at folk måske stemte Leave fordi de ville ud af EU. Smuthuller var der mange af, og foragten for demokratiet var stor. Lykketoft og dansk politiks største flop før Liberal Saxo Bank, Uffe Ellemann, var store i slaget og udtrykte deres kæmpe forundring over at man overhovedet havde overvejet at sende noget sådant ud til folkeafstemning. ‘Pøbelen forstår jo slet ikke disse komplicerede emner, så det er bedre slet ikke at spørge dem’. Se, havde afstemningen givet et flertal til ‘Stay’ siden, så havde folket talt, og så kunne man måske blive færdig med alle disse idiotiske afstemninger fordi demokratiet havde talt så tydeligt og fornuftigt.
Men som altid, når en afstemning går EU og dets lakajer imod, så er demokrati noget fanden havde skabt, en ny afstemning må foretages, og desuden er der 40 grunde til at det slet ikke var en relevant afstemning. Se på Lissabon traktaten. Nedstemt i Holland og Frankrig, afstemning aflyst i blandt andet Danmark derefter, for så at blive udsendt i ændret form så man ikke længere behøvede en afstemning om den. Men hvad var ændret? Ifølge forfatteren af traktaten (eller, mere præcist, formanden for det udvalg der forfattede den), Valéry Marie René Giscard d’Estaing, var der intet ændret. Jo, bevares, der var ændret et par formuleringer, men intet af relevans. Var det så demokrati at man ikke længere behøvede at stemme om den? Var det respekt for afstemningerne i Holland og Frankrig at man så bare vedtog de samme ting uden at spørge igen? Er det respekt for demokratiet når danske politikere (ordet skrevet med mest mulig foragt) vedholdende insisterer på at vi skal gøre op med de danske EU forbehold, især euroen?
Politikere (ordet skrevet med mest mulig foragt) idag ved bare tingene så meget bedre end alle andre. Regler, love og forordninger er for ‘de andre’. De alene vide. Se på dommen mod Über. Dele-økonomi? Når jeg deler noget med andre skal jeg ikke tjene på det, og der sidder ikke et firma og tjener yderligere på det. Men dommen er faldet, og indtil andet sker eller loven ændres er Über ulovlig i Danmark. Men se, frem træder dansk politiks svar på Donald Trump, Joachim B Dumsen, og udtaler at han sandelig stadigt kører med Über, for “- Det er jo ikke ulovligt at køre Uber. Det er ikke ulovligt at sætte sig ind i en Uber-bil. Så det vil jeg gøre fremover.”
Chaufføren gør noget ulovligt. Det er ikke længere en tvivlssag, der er faldet dom. Men det standser ikke Dumsen. Så længe han sparer penge, og han får lov til at pisse på de som følger reglerne (i denne situation de taxi chauffører som har hyrevognstilladelse, erhvervskørekort og forsikringerne i orden), så er det i Joachims øjne en sag hvor alle vinder. Verden er bare mere simpel når man ser det gennem briller der er købt af Saxo Bank.
Hvor er regler dog skønne når de tilgodeser en selv, og hvor er det rart at politikerne (ordet skrevet med mest mulig foragt) viser hvad de mener om love og regler der ikke helt passer dem. Og hvordan noget menneske med selvrespekt og respekt for andre mennesker kan stemme på Liberal Saxo Alliance, i særdeleshed Joachim B Dumsen, er en kilde til evig forundring.