Kontanthjælpen skal moderniseres. Sorte Neergaard, manden for hvem enhver klients velbefindende er af yderste vigtighed, kan godt forstå det er svært for nogen når deres indtægt beskæres, men det er vigtigt at rydde op.
Rydde op i Klynkernes sager, vel at mærke. Et moderne kontanthjælpsloft skal der til, så Klynkerne ikke længere kan blive ved med at nasse på samfundet. Det skal være slut med at drive den af på 1. klasse med kontanthjælp og offentlig forsørgelse, og det skal være slut med at afvise arbejde bare fordi det bedre kan betale sig at gå hjemme.
Godt nok er eftervederlaget for alle politikere væsentligt højere, men af uransagelige årsager er det ikke noget der ansporer afdankede politikere til at gå hjemme, tværtimod sørger det høje eftervederlag for at motivere dem til at finde nyt arbejde med det samme. Og de skal sandelig ikke gå ned i løn som andre ledige, de skal have et passende beløb til de kan finde nyt arbejde. De kan jo ikke, som alle andre lønmodtagere, vide hvornår de ikke bliver genvalgt/fyret.
Så oprydning skal der til. De pokkers Klynkere, anført af folk der er så arbejdssky at de vælger at fødes med et handicap bare for at slippe for at udføre meningsfyldt arbejde, hyler nu op om at Defekte Klynkere, folk tidligere anerkendt som handicappede, som tvinges på kontanthjælp mister penge til mad. Ja, som Sorte Neergaard tænker højt, så må de jo bare på førtidspension, de skal jo ikke leve med kontanthjælp i utallige år. Og så er problemerne løst for Sorte Neergaard, han er jo kun minister for kontanthjælp. Socialministeren er jo ansvarlig for pensioner, og det er et helt andet bord. Godt nok et det lige blever sværere at få en pension, og de Defekte Klynkere render panden mod samme mur, bare i et andet ministerium, men det er ikke Sorte Neergaards problem, tværtimod. Han har lige løst problemet for de Defekte Klynkere, de ‘handicappede’, når de ikke kan få det til at løbe rundt på kontanthjælp.
En strøtanke, som aldrig vil blive gennemført : Hvad ville der ske hvis regeringerne, både nuværende, tidligere og kommende, gjorde lige så meget for at sikre at firmaer betalte den skat de burde, og sørgede for at skat fungerede, som de i dag bruger på at sikre sig at ingen Klynker, defekt eller bare uduelig, ikke fik 10 øre for meget?
Hvad hvis vore politikere, udover selvfølgelig at sørge for rimelighed inden for social området, sikrede at der ikke blev ført store summer ud af landet for at undgå skat af beløb tjent i Danmark, og sikrede (eventuelt i samarbejde med andre lande) at der var en rimelig sikkerhed for at firmaer ikke bare førte penge udenom enhver form for skat?
http://borsen.dk/nyheder/virksomheder/artikel/1/320183/google_sender_80_milliarder_kroner_i_skattely_i_bermuda.html
Tænk hvis man brugte energi på at lukke skattehuller som muliggør at virksomheder ikke bare kan beslutte hvad man vil betale i skat og at man ikke bare sender 8-9 milliarder ud af landet til svindlere. Tænk hvis man var interesseret i at få firmaer til at betale skat, ligesåvel som man var interesseret i at folk selvfølgelig skal forsørge sig selv hvis de kan, men hvis man trænger til hjælp får man det, så man både får mad på bordet og børnene kan have fritidsaktiviteter.
Hvor kunne det dog være godt.