Jagten på Guds Lam.

Endelig har de svage i Danmark fået en værdig beskytter. Endelig er der en stærk mand der tør stå frem og sige det alle tænker. Endelig kan man atter trække vejret dybt og synge ‘Fri, fri, endelig fri for statens tyranni’. Og i byrådssale, firmakantiner og kirker vil man synge hymner hvor Rasmus Jarlov prises som frelseren. For Han er kommet. Den lovede, der vil bringe orden i kaos og få retfærdigheden til at sejre. Nok ikke lige i de kirker hvor de begraver ofrene for Jarlovs Engle, selvfølgelig, men de der har mistet en kær person er alligevel så snæversynede og slet ikke modtagelige for Konservativ Fornuft.

Og hvad har han så gjort, denne heldigvis ikke så kendte Rasmus JammerligLov. Han har sat sig for at begrænse fartkontrollerne.

‘Det bliver en meget intens klapjagt på bilisterne, som nærmest kommer til at blive forfulgt.’ Citat taget fra Ekstra Bladet. Nu kunne man fristes til at spørge hvem der kunne se fornuften i denne udtalelse hvis forbrydelsen “At køre for stærkt” blev erstattet med en hvilkensomhelst anden forbrydelse? Ville Jammerliglov være imod den meget intense klapjagt på pædofile? Ville han være imod den meget intense klapjagt på hjemmerøvere? Svindlere? Tyve? Ja, det ville han sikkert, hvis en hvilkensomhelst forbrydelse blev begået af et stort vælgersegment. Men det siger mere om Jammerliglov end godt er.

Nu er det jo ikke en intens klapjagt på bilisterne, det handler om. Det er faktisk kun noget der er relevant for de som ikke kan opføre sig ordentligt i trafikken. Alle bilister bliver ikke straffet, folk bliver ikke plukket ud på må og få, omend Jammerliglov’s udtalelse godt kan tolkes i den retning.

Men hvad er det så der får Jammerliglov til at ville forhindre at fartsyndere stoppes? Er det fordi for høj fart er skyld i væsentligt færre dødsfald end de virkelige forbrydelser, såsom butikstyveri eller indbrud i private hjem? Tror Jammerliglov mon at farten ikke har betydning overhovedet, folk har tværtimod bedre kontrol over bilen jo hurtigere de kører? Og jo højere hastighed, jo mindre personskade sker der ved påkørsel? Eller er det et spørgsmål om at Jammerliglov mener at det er en menneskeret at køre for hurtigt, de liv det så koster er det han betegner som ‘acceptable tab’?

Jeg indrømmer, Jammerliglovs seneste forslag efterlader mig i tvivl om hvad der kan få et menneske, selv et så usselt eksemplar som en konservativ politiker, til at sige at de dødsfald der sker som følge af høj fart ikke er betydningsfulde. Jeg tror at alle der har mistet en nær person til en vanvidsbilist vil være lidt uenig.

Vi venter spændt på Jammerliglovs næste forslag, som de gamle profetier siger vil være en udtalelse i stil med ‘Der kan spares mange penge på at nedlægge Rigsrevisionen, der er jo ingen grund til at føre klapjagt mod korrupte politikere’.

 

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.