Valgkampen er så godt som overstået. Løfterne er så godt som givet, kritikken af modstanderne er så godt som forstummet, og pengene kan næsten fortsætte med at trille ind på kontoen.
Det bedste ved et valg er (næsten) at det bliver overstået. At skulle høre på de stakkels politikere i flere uger, mens de med væmmelse bevæger sig rundt nede mellem pøbelen kan godt blive trættende i længden. Og havde de været af samme stamme som pinnochio ville dødstallet blandt reportere være meget højt når de dækkede alle valgløfterne.
Men hvad er det der er vigtigt idag? Det er ikke selve valget, det er ikke selve regeringen. Det vigtige er hvem der -ikke- skal med i en eventuel regering. Der er et enkelt parti der skiller sig markant ud fra de andre, som mangler enhver form for sund fornuft, og som kan afblæse enhver diskussion ud fra halve citater og hele løgne.
Liberal Alliance. Danmarks svar på Mugabe og hans Zanu PF. Bevares, de slår ikke ihjel på åben gade, men det var der bemærkelsesværdigt få diktatoriske partier der gjorde inden de fik en eller anden form for magt. De undertrykker og tæver heller ikke dem der er uenige, men igen, det startede meget få partier (her tænkes især på DNSAP og Italiens Nationale Fascist Parti) med at gøre inden de fik en form for magt.
Liberal Saxo Bank, partiet med en klima ordfører der ikke tror på menneskeskabte klima forandringer. En formand der ‘præciserer’ denne udtalelse ved at sige det diametralt modsatte, mens han betaler narkohandlere af egen fri vilje, uden at involvere politiet, men som dog går ind for lov og orden. Et medlem, Joachim B. Dumsen, som aldrig kommer til at kunne se et problem med firmaer som Ryan Air, da det jo giver billige flybilletter. Et parti med et mandfolk som Ole Birk, der planlægger at sætte rekord i flest år som politiker uden nogensinde at nærme sig sandheden (mestendels indenfor partiets økonomiske rui…planer). Et parti for hvem alle skal have en chance for at blive ordfører, uanset evner, viden og fornuft. Har en person været nævnt i avisen et par gange kan dette gøre vedkommende til en perfekt ordfører.
Må dette ‘parti’ for altid have ligeså meget magt som det har agt blandt alle sande Alvinister, og måtte dette blive valget der skubbede dem ud i kulden for aldrig mere at blive hørt fra. Måtte deres eftervederlag fjernes så de blev motiverede til at søge arbejde hos Saxo Bank, deres ejere, eller hos Ryan Air, deres eksempel på glansbillede virksomheder.
Der er ikke ret mange partier man behøver at frygte. Danskernes Parti er vel mest en lokal vittighed, da de fleste heldigvis hurtigt gennemskuer denne form for propaganda. Og Venstre er modbydelige, men det værste de gør er dog at bælle øl på andres regning og svindle med finanserne. Socialdemokraterne er ikke et hak bedre, men det er dog simpel grådighed der driver disse partier og deres støtter. En grådighed man kan se, grine af og indimellem kommentere på.
Men Saxo Banks helt eget parti, Liberal Alliance, de er det parti man skal frygte. Takkes være patetisk retorik, billige slogans og masser af løgne har de promoveret sig selv som et parti for dem der værdsætter frihed, for dem som kan lide at staten ikke blander sig, og som godt vil tjene penge til sig selv.
Alt sammen korrekt, men nok lidt forkert formuleret. Liberal Saxo Bank er partiet der vil skaffe personlig frihed. Frihed til at synke til bunds, frihed til ikke at have råd til behandling når man er syg, og frihed til at tvinges til at arbejde under lønforhold der sikrer at man ikke får råd til at overleve. Frihed til, som virksomhed, at kunne forurene uden statslig indblanding, frihed til at betale den skat man ønsker og frihed til at kunne pisse på de medarbejdere der ikke makker ret og holder kæft.
I sandhed et frihedselskende parti, der pudsigt nok har godt fat blandt de unge der aldrig har prøvet at tænke på andre eller se ud over deres egen næsetip.