Afslutningen på den sang man nok kan høre inde på Christiansborg, hvis man passerer stedet sent om aftenen. Efter at de flittige folk er gået hjem, efter at pressen har standset deres uendelige hetz mod ærlige politikere, efter at selv Kim Christensen fra DF er taget hjem, færdig med at skrive dagen tiggerbreve til firmaer han har indflydelse på.
Når alt er stille, når selv dagens retter, både de flydende og de faste, er fortæret, så er det brudstykker af denne lille sang man kan høre fjernt og næsten æterisk. Hvis man er rigtig stille kan man næsten fornemme at sangen kommer fra den fjerneste afkrog af Christiansborg, der hvor sandhed, ædruelighed og pålidelighed er glemt. Helt ude i de ydre områder af de borgerliges grupperum, hvor Lars Lokke synger for.
“For han er en af vor egne”, synger han. Begejstret over at Søren Pape nu er formand for de konservative. Begejstret over at Lars Lokke ikke længere er alene om konstant at dumme sig for derefter at forsøge at snakke sig ud af det. Ikke længere alene om at mene at et gyldigt svar når man afsløres i en løgn er ‘Jeg har ikke svaret på det jeg blev spurgt om’. Det er jo ikke løgn længere, man svarede bare på noget helt andet.
Og hvem er han så, denne Søren Pampe. Ja, hvis man er Lars Lokke, så er han nok ‘en rigtig guttermand’. Væk med al denne moral. Væk med al den respekt for et hverv hvor man forvalter andres penge. Væk med al denne tøven med at bruge penge på vennerne, og væk med al den tvivl om det nu er forkert at bryde loven.
Hvis man er en anstændig borger, det vil sige meget fjernt fra at være borgerlig, så er han nok en lidt anden mand. Nu er ‘mand’ måske lidt for rosende i denne sammenhæng, men lad os da bare være lidt høflige. Efter kun et par uger i rampelyset har man allerede lært 2 ting om denne ‘mand’. Han er glad for at bruge andres penge, og han er ret ligeglad med loven, så længe det er ham selv det omhandler.
Søren Pampe har kørt for stærkt, og fået et par fartbøder. Det er der mange der har, men Pampe’s svar, udover ‘Pampe ha’ andres penge’ er denne gang at det ikke er et problem. Han kørte ikke nogen ned, og han kunne jo også have kørt nogen ned selv om han ikke kørte for stærkt. Det er en utrolig borgerlig moral man kommer med der. Set ud fra Pampes fantastiske argument så kan man næsten kun antage at han tit og ofte kører bil i en brandert der er større end det tilladte. Hvis han endelig skulle ramme andre, uskyldige, så er det ikke noget problem at han var fuld, han kunne jo have ramt dem selv om han var ædru. Søren Pampe’s argument her vidner med al tydelighed om hvad hans syn er på loven. Loven, det er noget de andre skal overholde. En rigtig guttermand, som Lokke synger.
Udover at blæse på om dem han rammer skal gå med krykke eller have ny et-værelses med låg, så er han også glad for at bruge andres penge. Jeg tror at enhver har hørt om sagen med ulovlig støtte, så jeg vil ikke referere den her. Men lyt og lær, hør argumenterne fra en mester. “Nej, det var ikke støtte selv om alle referater viser det”. Nå, så han læser ikke de arbejdspapirer han formodes at arbejde ud fra. Ja, han er konservativ, det skinner tydeligt igennem. “Nej, ingen vidste at støtten ville blive kendt ulovlig i statsforvaltningen”. Nå ja, nogen gjorde, men skulle han reagere hver gang han foretog sig noget og andre sagde at det var ulovligt, så kunne han jo aldrig køre mere end 50 km i timen i en byzone. “Jeg blev desværre afsløret i en løgn jeg ikke kan snakke mig ud af”. Nå ja, jeg huskede forkert.
Alt dette, sammenholdt med hans nye højre hånd, Lene Espersen, siger mere om Søren Pampe end jeg nogensinde har ønsket at vide. Og en dag vil en ærlig journalist komme til at spørge Lene Espersen om hun fra nu af er færdig med at “Svare på noget andet end hun blev spurgt om”, og fremover vil besvare spørgsmål med sande og fyldestgørende svar.