Rød eller Blå

Det er vist ikke det store spørgsmål i disse dage. Claus Hjort Frederiksen roser Corydums mod for at tage et opgør med lærerne/de offentligt ansatte. Hvem havde forestillet sig det?  Men i disse tider er der næsten for meget at skrive om, når forargelsen tager over.

Rasmus Brygger, fra Liberal Lov eller Alliance eller hvad de kalder sig nu, nægter at betale licens. Han er imod. Det er da sådan set fint nok, jeg er enig med ham så vidt som at det er forkert at kræve penge for licens hvis bare du har muligheden for at se tv eller har bredbånd. Det svarer til at anklage alle mænd for forsøg på voldtægt, for de har alle værktøjet med sig. Men at lade være med at betale licens…Det siger vist mere om LA end om andre. Deres ungdomsformand synes en lov er forkert, så han behøver ikke at følge den. Lidt ligesom Dumuelsen da han betalte sin søns narkogæld, uden at anmelde noget, for derefter at melde ud at det er vigtigt at man har tillid til politiet. Alle sande Alvinister håber at Rasmus Brygger ikke ender med at finde lovgivningen omkring mord eller spritkørsel forkert, da han så vil nægte at overholde denne.

Og deres yndlings pressemand, Joachim Olsen, har også forskellige meninger. Heldigvis meninger han er forholdsvis alene om, omend både Joachim og ovennævnte Rasmus Brygger’s udtalelser burde få folk til at tænke sig om to gange inden de stemte på disse folk.

Joachims seneste ide er at sænke kontanthjælpen til SU, og så kan folk optage lån for at få tingene til at løbe rundt. Den nuværende ‘høje’ kontanthjælp fastholder folk på kontanthjælp og betyder at der skabes færre job. Den lader vi lige stå lidt, mens vi priser himlen for at Joachim altid vil skabe sig, om der bliver skabt job eller ej. Hvordan i alverdens riger og lande kan den nuværende kontanthjælp være skyld i at der skabes færre job? Forklaring udbedes, tak. Hvorfor ikke fjerne alle former for tilskud til idrætsfolk, Joachim? De skal vel lære at klare sig selv, og det må da motivere dem at de skal yde før de kan nyde?

Men alle tiders vigtigste nyhed må ikke fortrænge de andre. Nemlig offentlighedsloven, eller forvaltningsloven. Den står til at blive ændret, til en ny og skræmmende version. Forslaget blev lanceret dengang den nuværende regering var i opposition, og dengang mente Morten Bødskov at forslaget ikke havde nogen gang på jord, det vil sige at han var meget kraftigt imod. Men lige pludselig, som ved et trylleslag eller et valg, skiftede han mening uden at ville uddybe sit holdningsskift. Bevares, hvis S skulle uddybe hver gang de skiftede mening så ville ingen aviser kunne rumme andet, men enkelte gange kunne det være meget rart med en forklaring.

Det nye forslag rummer en regel om at interne papirer mellem ministerier og styrelser ikke nødvendigvis er omfattet af loven om aktindsigt. Det vil sige at Tamil sagen aldrig ville være blevet opdaget. Nogen griner måske ad den sag, men en regering der lader hånt om landets lov er ikke acceptabelt. Notatet om hvor mange folk der ville ryge ud af dagpengesystemet, som S har forsøgt at skjule og forsinke ville aldrig være blever opdaget. Og den seneste cavlingpris, en journalist pris, blev givet til Jesper Tynell, som kunne afsløre at Claus Hjort Frederiksen havde bestilt misvisende oplysninger for at sætte arbejdsformidlingen i et dårligt lys. Dette blev kun afsløret takket være adgang til det regeringen kalder ‘interne arbejdspapirer’.

Alt i alt en lov der hører en svunden tid til, eller en tid domineret af partier der vil have lov til at hemmeligholde lusk. Der er mange gode grunde til ikke at vedtage loven, ovenfor er et par enkelte. Men Morten Bødskov kan ikke komme med bare en enkelt god grund til at vedtage loven. Dette alene er nok til at enhver retskaffen borger burde blive utryg.

 

Til sidst en lille reminder om den nylige kåring :

Kim ‘Bestikmignu’ Christiansen, fra Dansk Folkeparti, danmarks mest uærlige politiker og pt. den grådigste person i folketinget. Lad os nu se om ikke denne sag får lov til ligeså stille at dø ud, for han gør jo sikkert ikke noget andet end alle de andre gør, han blev bare afsløret. (se “Vi gør børn fortræd, 25/3 2013)

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *