Der er tilsyneladende indgået en form for aftale mellem regeringen og oppositionen. Det er jo historisk. En ny skatteaftale, hvor en såkaldt rød regering stemte for skattelettelser til 7 milliarder, på bekostning af andre. Det er rent faktisk historisk, også uden spin – sjældent har så få pisset så meget på så mange, som man kan sige, og som Johanne også rent faktisk siger.
7 milliarder. Det vil sige, det var 14 milliarder i skattelettelser, men der er lidt afgifter her og der, så det ender på 7 milliarder. Deraf må man konstatere at økonomien har det bedre i Danmark. Den har det faktisk ufatteligt meget bedre end for nogle år siden, hvor Gåsedronningen, Helle Thorning, stod og skreg at folk måtte vælge. For der var ikke råd til både skattelettelser og velfærd. Det er der selvfølgelig heller ikke idag, men det vil regeringen ikke rigtigt være ved. Så på trods af fordums skrig, og på trods af nedskæringerne hos de svage, så vil Hyklernes Forbund, i daglig tale kaldet regeringen, påstå at denne aftale er fantastisk for alle, med klare røde aftryk. Jeg vil så vove den påstand at aftalen er temmeligt rød, men det er kun på grund af alt det blod fra de principper de ofrede for at lave en sådan aftale.
Så skal man tænke på hvor alle disse rare penge skal komme fra. Skattelettelser for 7 milliarder er ikke, pr definition, en dårlig ting. Men det er godt nok heller ikke, pr definition, en god ting. Jeg vil da gerne have en skattelettelse der kan føles, men jeg vil godt nok ikke have den hvis det for eksempel gives på bekostning af ældreplejen. Eller hvis de kommer fra en ide om at folk på kontanthjælp og førtidspension skal “stige langsommere” i deres udbetalinger fra det offentlige. Oversat, hvis de idag har råd til lige nøjagtigt 2 liter mælk, så behøver de jo kun have råd til 1.5 om et par år. De falder jo ikke i løn, hvilket vist er et argument man skal være chef eller utroligt dum for at falde for. “De mister jo ikke nogen penge, for det er jo ikke penge de har fået endnu”, synes at være logikken. Dette er en manøvre man kalder “at mindreregulere”, hvilket lyder bedre end besparelser.
Den ene milliard er fantastisk. Den skal nemlig komme fra EU. Disse søde og rare pampere, der mangler enhver form for sund fornuft, skal give Danmark rabat på medlemsskabet af EU. Hvorfor, kunne man fristes til at spørge? “Fordi det får de andre”, græder Hyklernes Forbund så. Glemt er tidligere tiders ærlighed, hvor man arbejdede for at stoppe det rabat-cirkus der plager EU. Glemt er at man kaldte det forkert. Og glemt er i særdeleshed at EU har sagt at der ikke gives flere rabatter. Så den milliard skal man nok ikke regne for meget med, medmindre man altså er meget glad for sine skattelettelser og meget optimistisk.
Selvom Morten Bødskov bestemt ikke skal klandres for at være intelligent, så var det en mand med hans eksakte genetiske profil der sidste år udtalte at “Kommissionens fremlæggelse af budgettet viser, at det er højst usikkert, om regeringen kan få sin rabat. Så Hjort må erkende, at der er endnu et hul i regeringens plan” i forbindelse med at Claus Lo.. Frederiksen fremlagde ideen da han var skatteminister.
Alt i alt må denne aftale siges at være meget blå. Og, utroligt nok, så foretog enhedslisten sig noget fornuftigt. Efter deres Aasma-nummer har jeg ikke haft andet end foragt tilovers for disse folk, men endelig står de fast. De vil, ihvertfald indtil videre, ikke støtte dette Hyklerforbund, når de kan lave en aftale der er så socialt skæv. Holder de fast i denne erklæring, og handler de rent faktisk derefter, også selv om de kan risikere at miste indflydelse på denne måde, så bør man tage hatten af for dem. Så er de faktisk de sidste ærlige mennesker inde på Christiansborg. Men som Villy siger til pressen, så skal de nok bare lige synke kaffen og tænke sig om. Både Villy og Helle satser jo unægteligt stærkt på at Enhedslisten også er villige til at ofre nærmest alle principper for at forhindre en blå regering, fordi en sådan kunne tænkes at indgå en social skæv skatteaftale…..som den regeringen selv lige har indgået.