Atter idag er Pernille Rosenkrantz Krejl i aviserne. Hun er ude for at forsvare sine nye partifæller, hvilket må siges at være noget nyt. Det plejer at være når andre skal skældes ud, at hun kan overtales til at udtale sig. Som regel hendes gamle parti, Enhedslisten, men der må jo være noget om at rønnebærrene er sure.
Krejl er idag i avisen for at forsvare at hun hellere vil bruge pengene fra en børnecheck hun ikke har brug for, til hospitaler og skoler.
Fornuftigt. Faktisk overraskende fornuftigt fra en person som tog orlov fra folketinget kort tid efter et valg, fordi det var hendes kald at være frivillig i (så vidt huskes) Indien. Hjælpe folk i nød, meget fornuftigt, og meget udbredt til pressen så hun kunne pudse sin glorie. Lige indtil et valg blev udskrevet i utide. De fattige og folk i nød kunne så rende hende noget så grusomt, der var jo en plads i folketinget at tage hensyn til. Så hjem rejste hun, med det samme, og vendte aldrig tilbage. Hendes kald til at hjælpe dem i nød blev derefter begrænset til at åbne dørene for folk der kastede maling på daværende statsminister, Anders Fogh, og så vente med at udtale sig indtil man så om folk generelt var for eller imod denne happening. Jeg var såmænd ikke uenig i holdningen bag, men jeg var meget uenig med måden.
Så tænker man idag, hvad er der galt. Hvordan kan en krejler som Krejl sige noget fornuftigt, uden der er en bagtanke. Og så erindrer man lettelsen i topskatten. Hvorfor forsvarer du ikke den, Krejl? Du vil hellere bruge pengene fra “kontante udbetalinger til noget der har større værdi for dig end for eksempel børnechecken, såsom en stærk folkeskole og et stærkt sundhedsvæsen”. Her er det mindst ligeså vigtigt at se hvad hun undlader at sige, som at se hvad hun siger. Lettelserne i topskatten er vigtigere for hende end det stærke sundhedsvæsen og en stærk folkeskole, må man så antage.
Og folk der finder lettelserne i topskatten vigtige, på bekostning af folk på overgangsydelser, kunne godt trænge til et kram. Der må have manglet noget i deres barndom, siden de ikke har forstået den simple glæde der er ved at dele. Jeg betaler selv topskat, og jeg betaler den gerne, så længe det betyder at folk i problemer, som dem på kontanthjælp eller førtidspension, kan klare sig.
Hvordan Pernille Rosenkrantz Krejl nogensinde har kunnet være i en rød regering lader vi så stå hen i det uvisse.