Flere kommuner er begyndt at hyre konsulenter for at spare. Især på uønskede borgere, det vil sige handicappede og psykisk syge. Eller, som de blev kaldt i de gode gamle dage i Tyskland, uønskede spisere.
https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/kommuner-hyrer-konsulenter-til-at-spare-paa-handicappede/7913956
Det bliver selvfølgelig med det samme drejet over til at være en dårlig ide. Men er ideen så dårlig når man tænker nærmere over det? I dag skal disse uønskede individer have hjælp til alt. Kan de ikke lave mad selv skal de have hjælp til det, kan de ikke vaske sig selv skal de have hjælp til det. Men det koster! Det hele koster!
Kunne pengene ikke bruges bedre, som for eksempel i Rødovre, hvor de penge man sparer kan bruges til seriøse studierejser til Island, hvor man drikker boblende æblejuice i de varme kilder? Kunne de sparede penge ikke forsøde tilværelsen for en chef her og der, som godt kunne bruge en bonus eller en opsparing til et gyldent håndtryk når han sjusker sig igennem jobbet og derefter kommer frem til en fratrædelsesordning så han ikke skal gå fra hus og hjem grundet dovenskab og uduelighed? Er det for meget forlangt?
Men det magiske ord de stakkels kommuner glemmer er “stordriftsfordele”. Når de hyrer konsulenter er det som en rød klud foran den venstredrejede presse. Få forstår hvorfor der skal spares på de dårlige vælgere, de uønskede og de dumme, fordi folk ikke forstår at det alligevel ikke er disse folk der stemmer, så det har ingen betydning at spare på dem.
Men stordriftsfordele….det er et godt ord. Det virker fint for landbruget, og det virker fint på skolerne. Det vil garanteret også virke fint for de uønskede spisere. De Kellerske Anstalter har sådan en fin lyd, og det gav virkeligt besparelser. Disse anstalter var hvad der gjorde Danmark til foregangsland indenfor så fornemme emner som institutionalisering og sterilisering af de åndssvage, som man kaldte nogen af de uønskede spisere dengang.
Sprogø var en anstalt for uønskede kvindelige spisere, og ville man tilbage til samfundet skulle man blot acceptere en sterilisation. Nemt, bekvemt og praktisk. Lidt ligesom et stykke chokolade. Livø var stedet hvor de mandlige uønskede spisere kom hen, så man var fri for at de formerede sig. Igen, nemt og behageligt. Og alle de rigtige mennesker var fri for at se disse handicappede og syge gå rundt blandt os andre og gøre os forlegne.
Hvis man nu blot kunne starte disse anstalter op igen, så var det slut med ledsage-ordninger, lægehjælp og pædagogik til store summer. Der var ikke brug for så mange hjælpere, assistenter og rådgivere, for de uønskede skulle blot holde sig på deres ø.
Hold da op hvor kunne man spare mange penge. Og det helt uden at det går ud over ærlige og rigtige mennesker.
Af hensyn til folk fra højrefløjen der læser dette skal der gøres opmærksom på at der kan forekomme ironi i teksten.