Det er da også pokkers når ting sker i en rækkefølge der får andre til at opleve det som et mønster.
Som for eksempel når Venstre er det eneste parti i Danmark der nogensinde har fået en bøde for at bryde reglerne om tiggeri blandt borgere.
Og når det evigt og altid er venstre der glemmer at oplyse bidrag til deres parti. Fejlen er heldigvis altid at for lidt oplyses, det er endnu ikke sket at der er kommet for mange oplysninger frem.
Og så er det Britt Bager….
Hun har fulgt reglerne. Det tog hende adskillige uger at svare, for alt var jo ok så hun skulle ikke bruge tid på at se om det hele drev over, og når det ikke gjorde skulle hun ikke spilde tid på at finde svar der ikke inkriminerer hende.
Hun fik 20.000 af 5 forskellige virksomheder. Eller rettere, hendes kreds modtog dem for at de kunne støtte deres folketingskandidat, som tilfældigvis var Britt. Og selv om det er samme mand der ejer firmaerne skal det ikke oplyses som normalt for tilskud over 20.000 for det var 5 -forskellige- firmaer.
Britt kan faktisk slet ikke se noget problem. Hun følger bare reglerne, og hun skal da ikke dømme om reglerne skal laves om fordi der er smuthuller. Hun har bare fulgt reglerne.
Og her kommer så det perfekte politiker svar. Venstre er mestre i det, men alle pamperne i partierne kan synge den samme sang, endda i kor.
“Reglerne er sådan. Vi kan ikke vurdere om de er hensigtsmæssige/brugbare/i orden, for vi følger dem bare, vi laver dem ikke”.
Hvilket jo egentligt er ret fantastisk, da de laver reglerne…