Der må sidde en redaktionsansvarlig med en fantastisk humor på Berlingske.dk. Ihvertfald er der en overskrift der hedder “Nyheder”, og første underoverskrift er “LA vil også skære i kontanthjælp til unge”. Hvor nyheden er i dette er ikke helt forklaret.
Liberal Saxo bank har altid gerne ville skære i alle ydelser til alle folk, undtagen de driftige og modige iværksættere der skaber en lind strøm af penge ved at udnytte andre.
Hvem erindrer ikke Joachim B. Dumsens udtalelse om at 10.000 i løn ikke er for lavt. Ja, hvis folk ikke ville arbejde til den løn Ryan Air betalte deres ansatte, så ville de folk jo nok bare finde et andet arbejde; ergo er de ansatte i Ryan Air glade for deres løn, som de må mene er mere end rigeligt for den minimale indsats de yder. Ifølge en af de dyre drenge indenfor offentlig forsørgelse, Joachim B. Dumsen, ihvertfald.
Selvfølgelig skal vi skære i de unges kontanthjælp. Hvorfor skal vi samle folk op hver gang de snubler? Hvor er det onde i at lade folk klare sig selv, og kan de ikke det så lade dem gå til? Det har ligesom virket i naturen i mange millioner år, selv uden de klimaforandringer der aldrig har været menneskeskabte, ifølge Villum Christensen.
Godt nok præciserede Anders Dumuelsen, politisk led hos Liberal Saxo Bank, senere udtalelsen. Præciserede, som i at han sagde det stik modsatte som Villum Christensen, godt nok, men det var blot en præcision. Og Villum er skam stadigt en dygtig hædermand, klima ordfører i Liberal Saxo Bank. Mener ihvertfald Anders Dumuelsen, manden som mener det er en hæderssag at betale sin søns narkogæld frem for at gå til politiet.
Disse folk støttes af Simon Emil, danmarks svar på…på…nej, de andre lande er faktisk heldige. De har ingen af Simon Emil’s støbning. Simon Emil, manden der havde mod nok til at gå imod sin tidligere partileder, og fortælle alt det der var galt med partiet. Ikke ansigt til ansigt, selvfølgelig, men i en komik i en avis. Når andre skriver dette hedder det typisk en kronik, men alt hvad Simon Emil rører ved bliver til komik. Og godt nok var Simon Emil i USA da det udkom, så han kunne vente og se hvad folk sagde før han forklarede hvad han mente. Og så var han fortid i seriøs politik og meldte sig ind i Liberal Saxo bank.
Mette Samuelse….Bock, undskyld, støtter dog både sin bror og de andre åndsfæller. I denne uge, i det mindste. Da hun var kandidat for SF var hun godt nok uenig med deres holdninger, men holdninger er som undertøj, de skal skiftes ofte. Det var det der kunne tolkes fra hendes farvel hos de radikale, som hun forlod efter at have forladt SF.
Så er der Henrik Dahl. Manden der er den mest uretfærdigt behandlede person i Danmark. Folk kan ikke lide han er gået ind i politik, for de stoppede med at hyre ham til foredrag efter han valgte at stille op for Liberal Saxo bank. Gad vide hvorfor? Berufsverbot, ifølge Henrik Dahl, sund fornuft at stoppe med at lytte til personer der offentligt vedkender sig galskab, ifølge almindelige mennesker.
Laura Lindahl, derimod, er fornuftens stemme i denne forsamling af galninge. Hun vil have stoppet alle de vanvittige kontroller politiet udfører. Fartkontrol, rusmiddelkontrol, lommekontrol i visitationszoner (af en eller anden grund udtalt under prædikatet ‘Folkets Røst’ på EB, selv om hun næppe kan siges at repræsentere folket). “Desværre har vi siden politireformen i 2006 set, at politiet i højere og højere grad løser opgaver af hensyn til staten. Det ser vi af, at politiet i stigende omfang vægter fartkontrol, skattekontrol, afgiftskontrol, rusmiddelkontrol, lommekontrol i visitationszoner – ja, i det hele taget borgerkontrol. Vi ser samtidig, at politiet nedprioriterer at være politi for borgeren”. Det er jo staten som risikerer at blive kørt ned af spritbilisten eller vanvidsbilisten som stoppes i fartkontrol. Det er jo staten som risikerer at få taget sit narkotika under rusmiddelkontrol. Ja, det er jo selve staten som angribes ved lommekontroller i visitationszoner. Her er det jo bestemt ikke den almindelige borger som kan færdes mere sikkert hvis politiet fjerner våben fra gaden.
“Jeg mener, det skal være trygt at være borger i Danmark. Det skal ikke være sådan, at går man tur på Christianshavn, er man nervøs for, om en betjent beslutter rode i ens lommer. Det skal ikke være sådan, at man risikerer at blive stoppet og få bilen endevendt, når man færdes på hovedvejene. Det er ikke tryghed. Vi skal kunne være trygge ved, at når det utilgivelige sker og kriminelle roder i vores lommer, stopper os på vejene eller trænger ind i vores hjem, vil politiet tage forbrydelsen alvorligt.” Fantastisk, Laura. De fleste af os mener at en forebyggende indsats er lidt mere værd, men du tør da i det mindste stå ved dine fuldkommen vanvittige udtalelser.
Liberal Saxo bank har skam også en Merete Riisager ansat. “- Det er for eksempel ikke højtuddannede kvinder, der bliver voldtaget.”, er nok det der har gjort Merete Riisager mest kendt. En speciel udtalelse, men ikke et særsyn i Liberal Saxo bank. Heller ikke de offentlige it-systemer går ram forbi når Merete Riisager taler ud. “De internt udviklede systemer bliver ekstremt dyre. For eksempel Amanda” Som jo var lavet af CSC, ikke internt udviklet. Der kan da heller ikke nævnes eksempler på offentlige it-systemer, der skulle være udviklet af staten selv.
Den sidste, Ole Birk, taler egentligt også for sig selv. I sin tid som leder af 180 grader, et ‘nyhedsmagasin’, skrev han særdeles sympatiske ledere om både Dubai og Singapore. De er jo liberale steder. Ja, det kan da godt være at det er diktaturer med begrænset frihed for borgerne, men de er jo -liberale- diktaturer, og den slags er fint ifølge Ole Birk. “Kombinationen af en stærk mand og en fri markedsøkonomi kan udrette mirakler for et lands økonomiske vækst”, og så må man jo gerne være totalt ligeglad med at i Singapore er homoseksualitet forbudt ved lov og i Dubai straffes bøsser med døden. Så længe der er penge at tjene for driftige folk, så er Ole Birk klar til at forsvare disse driftige folk. Ole Birk er også særdeles kendt for sin bog, ‘Taberfabrikken’, sandsynligvis en hyldest til Christiansborg. Der var også det uforglemmelige øjeblik i Deadline, hvor Ole Birk udtalte »Jeg belærer dig ikke. Jeg fortæller dig bare, hvordan tingene hænger sammen«. Denne udtalelse røber den sunde fornuft der blev afsløret allerede i 2011, i Ole Birks “7 angreb på kvinder”, som ligesom siger alt.
Saxo Bank og dets politiske talerør er uforglemmeligt. Ikke på en positiv måde overhovedet. Men helt sikkert uforglemmeligt.
Nogen vil nok påstå jeg har glemt Carsten Bach, Christina Egelund, May-Britt Kattrup og Leif Mikkelsen. Gemt, ikke glemt, men deres udtalelser er mildest talt manglende, ligesom deres fornuft.