Pudsigt nok også fra den borgerlige fløj, omend det denne gang er fra regeringen.
3. december skal vi stemme om det danske retsforbehold overfor EU. At beholde forbeholdet er det eneste rigtigt, ikke for at stoppe bekæmpelsen af kriminalitet, men fordi EU er et fejlslagent projekt, med fejlslagne ‘politikere’ og fejlslagne idealer. Alt der kommer fra denne kant er skidt, og er man det mindste i tvivl skal man sige nej til at tilslutte sig mere. Er resultatet af en afstemning vedrørende EU negativ med politikernes øjne, får man en chance mere for at sætte sig ind i tingene.
Men siden udskrivelsen af denne folkeafstemning har der ligesom været 2 verdener i medierne. Den der er afstemninger hvor man kan se resultatet, hvor et rimeligt stort flertal ville stemme nej til at fjerne retsforbeholdet. Og så den anden version, hvor meningsmåling efter meningsmåling siger at der er et stort flertal for at fjerne forbeholdet.
Pudsigt nok, egentligt, med denne forskel. Men hvorom alting er, så erindrer nogen måske Nulrup i de gode gamle dage, hvor en socialdemokrat var rød, og en statsleder stod i telefonbogen uden hemmeligt nummer. Da vi stemte om euroen var der ingen ende på problemerne der ville komme efter et nej. Derefter blev det guld og grønne skove hvis vi nu bare stemte ja. Og til sidst, dagen før afstemningen, gik Nulrup og hans kumpaner i pressen med den triste, men yderst sandfærdige, beretning om den økonomiske plan med stramninger der lå klar til dagen efter, hvis resultatet blev et nej til euroen. Adskillige år senere erkendte flere politikere at det blot var en skræmmekampagne, hvis nu nogen vælgere nogensinde havde været i tvivl.
Nu skal vi stemme om det her forbehold. Vil vi gerne have at andre landes politimyndighed kan komme til at gælde i Danmark? Er det ok at der kommer en bulgarsk dommerkendelse så en betjent på et fremmed sprog kan bede dig om at forholde dig rolig mens han undersøger dit hus? Er det helt fint med dig at du kan skrive noget på en hjemmeside i Danmark, som er lovligt i Danmark, men så opleve at blive udleveret til et andet land, for det du skrev var ikke lovligt i det land? Nej, bevares, det kommer ikke til at ske det første år. Måske heller ikke det næste. Men derefter? Og for at berolige folk bliver de bedt om at stole på politikernes dømmekraft med hensyn til hvad vi vælger at tilslutte os? Årets vittighed, må man sige.
Men først skulle vi være klar over at pædofile ikke kender grænser. De kan kun stoppes gennem EU. Og organiseret kriminalitet kan kun stoppes gennem EU (her glemmes der behændigt at udstille hvor meget kriminalitet der foregår i EU parlamentet). Der er faktisk ingen grænser for hvad former for kriminalitet der bliver umulig at stoppe uden EU. Her er der faktisk ingen ende på problemerne hvis vi siger nej til at fjerne forbeholdet.
Nu er Lokke så kommet frem og ‘garanteret’ at der kommer en folkeafstemning før vi tilslutter os en fælles europæisk asylpolitik. Nu ved jeg ikke om jeg vil kalde Lokke specielt uærlig for en politiker, men sidst nogen stod og garanterede mig ret meget var det min efterløn der var garanteret. Men lige nu er det faktisk guld og grønne skove hvis vi bare stemmer ja til at fjerne forbeholdet.
December plejer at være stormagasinernes tid, med kataloger og reklamer overalt. Men det bliver nok overdøvet i år. For Lokke og vennerne fra Asocialdemokraterne og Liberal Saxo Bank skal nok køre en kampagne om den triste, men yderst sandfærdige, beretning om hvor meget ondt der vil overgå danskerne og Danmark hvis vi ikke makker ret.
Historien gentager sig.