I Odense sidder der en bitter mand. Ja, der sidder nok mange, men denne mand har fået en advarsel af sine chefer, fordi han foretog sig ulovlige handlinger. En anden af hans chefer lavede også disse ulovligheder, og han blev afskediget. Han kunne skam ikke nøjes med en advarsel. Selvfølgelig skal en stakkels chef da ikke gå for lud og koldt vand, så som straf for at bryde loven bliver han tvunget til at tage 4,5 millioner kroner med ud af døren.
2 kolleger til den stakkels bitre mand blev ligeledes sparket ud på gyldent papir. De måtte dog nøjes med 1,3 millioner tilsammen. Fy, skamme sig imens man tæller sine penge.
I morgen vil den stakkels bitre mand finde nye måder at bryde loven på. Han har været slem, har han, og han fortjener at blive straffet som den øverste chef. Det er jo ikke for pengenes skyld, bevares, men han har været en slem dreng og vil gerne bede om 4-5 millioner vink med små vognstænger.
Jeg ved snart ikke hvordan man skal reagere. Når en flok chefer bestemmer sig til at pisse på alt der hedder lovgivning, på børns rettigheder, og på skatteborgernes penge, så er en straf på sin plads. At blive vist ud af døren med 4,5 millioner kroner er -ikke- en straf der er en forbrydelse som denne værdig.
“Vi følger blot reglerne’, lyder det fra Odense kommune. I forbindelse med de sidste 2 chefers brutale og pengeledsagede hjemsendelse citeres her fra DR :
“Til trods for, at de to chefer har medvirket til systematisk og planlagt lovbrud, vurderer kommunen ikke, at de kan bortvises, og dermed har de ret til henholdsvis et halvt og et helt års løn. Det ville kræve en bortvisning at sende cheferne hjem uden penge, vurderer den konstituerede direktør.”
Hvem har vurderet dette? Er det personer som, hvis vurderingen faldt anderledes ud, kunne risikere bortvisning uden et gyldent håndtryk når deres egne ulovligheder afsløres? Man kunne godt få denne mistanke.
Summa summarum er at der er begået lovbrud i Odense, og man har valgt at ignorere udsatte børns rettigheder uden hjemmel i loven. Løsningen på en sådan gerning, hvor man næsten ikke kan synke lavere, er ikke at smide 5,8 millioner efter de usandsynligt modbydelige svin der står bag. Løsningen er politianmeldelse, bortvisning uden løn, og et ‘så ses vi i retten’ hvis der protesteres. Det kan godt være, hvis vores dommere er betagede af Liberal Saxo Bank og dermed også ret ligeglade med sund fornuft, at kommunen taber sagen. Fair nok, så koster det måske 6.3 millioner istedet. Men det bliver dog klarlagt hvad der er sket, og der er en chance for at man ikke smider penge efter uduelige ledere for at få dem til at gå.
Hvis kommunen vurderer at man ikke kan bortvises for det de selv betegner som “systematisk og planlagt lovbrud’, så skal man enten finde folk der er bedre til at vurdere, eller lave reglerne om. Der er ikke andre steder end indenfor rådhusene og Christiansborg hvor ulovligheder belønnes med en sæk penge så stor som Carl Carl Carl Holst Holst Holsts selvglæde.