Man skal nok ikke spørge politikere om så meget. Deres viden er regelmæssigt begrænset, og deres uvidenhed og vilje til at forsøge at skjule samme er oftest kun overgået af deres grådighed. Alligevel skal der et samråd til om Bovaer.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/alternativet-vil-have-stoppet-foderstof-til-koeer-efter-mistrivsel
Jeg er helt klart på dyrenes side. Altid, hver gang, og uagtet hvad det koster. Men her kunne det måske være Alternativet der er mere interesserede i at profilere sig?
“– Vi bliver ringet op af landmænd, som græder i telefonen. Deres køer mistrives. Køerne vil ikke gå ind i malkerobotterne, de skal skubbes rundt, de spiser mindre og tygger mindre, og i nogle tilfælde kollapser de simpelthen. De kan ikke rejse sig, siger Kjartan Poulsen, formand i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, til Jyllands-Posten.”
Er det sandt er det modbydeligt og skal stoppes med det samme. Men husk lige på at Danske Mælkeproducenter var imod Bovaer fordi det kostede penge. Velfærd for køerne er oftest ikke deres største bekymring.
“De mulige problemer skal derfor undersøges i bund, siger Franciska Rosenkilde, og indtil da bør tiltaget bremses.”
Spørg dem der måske ved noget. De dyrlæger der har været tilkaldt af de grædende landmænd, hvis køer vantrives, hvad siger de? De dyrlæger der har viden og uddannelse i at se hvad der kunne være galt, hvad tror de er årsagen til de kollapsende køer? Mener de alle at det er Bovaers skyld, så forbyd lortet. Er det for at spare penge eller få staten til at betale, så bed om dokumentation hver gang foreninger af producenter mener de bør udtale sig.
Lad dog være med at spilde tiden med at spørge en politiker, sandhedsværdien og intelligensen bag er oftest markant mindre end at spørge en tænkende person, såsom en af de dyrlæger der har været kaldt ud af de grædende landmænd.