Idag skulle vore politikere diskutere deres egen løn. Indtil idag var der stor debatlyst angående politikeres mulighed for at gå på pension som 62-årig, for ‘det er jo ikke rimeligt når vi beder andre folk om at blive længere på arbejdsmarkedet’. Men pludselig kom de berømte ‘forandringens vinde’. Og så var det jo nok ok alligevel. Regeringen og socialdemokraterne ville alligevel ikke stemme for at ændre dette. Det glæder jeg mig til at spørge socialdemokratiske plageånder om når der bliver udskrevet valg. Og lur mig, om ikke denne holdning bliver ændret så snart partiet ikke står for at stemme om aktuelle ændringer. Så vil de jo som regel gerne ændre det når de får muligheden.
Der er også regler om eftervederlag. Det betyder at en politiker der ryger ud af folketinget får løn i et år. Fantastisk ordning for politikerne, men mindre fantastisk for skatteyderne som betaler for det. Og pludselig er der tvivl om det skal afskaffes. Og som Mogens Lykketoft udtaler, så er eftervederlaget er en del af den samlede pakke for folketingsmedlemmer. Ja, indtil det ændres. Det er dog den mest intetsigende bemærkning, medmindre man er så grådigt et svin at man mener at uden denne ordning får de stakkels politikere alt for lidt i løn. Det glæder jeg mig også til at spørge plageånderne om!
For en sjælden gangs skyld har Enhedslisten dog sagt noget fornuftigt. De vil senere sende sagen til afstemning i folketinget så man kan se hvad hver enkelt folketingsmedlem stemmer.
Grådighed, dit navn er politik.
.
.
.
There is no need to translate this short rant. It is merely stating that our politicians have a great desire to talk about lowering their own plentiful pay/benefits, and their early retirement age, but when they have to actually vote about it, they all seem to back down. Lousy, greedy creeps!
I will, however, include a complete translation in the next newsletter.