2011 skulle efter sigende blive et fantastisk år. Der er solformørkelse, måneformørkelse og fornuftsformørkelse. Næsten alle kender sol- og måneformørkelserne. Men fornuftsformørkelser er en smule mere sjældne, de optræder som regel hver 4.år eller deromkring. Og det lyder måske mere barskt end det faktisk er. Fornuftsformørkelser er når folk begynder at tage politikernes løfter, som spredes med stigende hastighed jo tættere vi kommer på valget, seriøst uden at tænke nærmere over dem. Folket som helhed er jo ikke dummere end så mange andre folkeslag, men af en eller anden grund tror folk altid på valgløfterne, selvom politikerne i årevis har undladt at handle efter de selvsamme ting de lover op til valget.
Valgløfter er jo egentligt godt nok, de består som regel af en floskel eller 3 kombinerede floskler, som burde fortælle folk hvad partiet mener om bestemte emner. Dog ikke EU. For der er en uskreven regel om at man ikke snakker EU politik i valgkampen. Hvornår man så formodes at snakke EU, og finde ud af hvad partierne mener (og om de vil gå ind for en afstemning omkring traktaterne), må stå hen i det uvisse.
Lad os nu tage folkeskolen. “En folkeskole i verdensklasse”. Fint, fint, hvem kan være uenig i denne udtalelse? Men hvorfor i alverden er der så få der tænker lidt over udtalelsen? Er der ikke ret mange der undrer sig over at det ikke allerede er sket? De folk der står og lover en folkeskole i verdensklasse har haft magten i 9 år. Kunne man ikke have gjort noget i de år?
“Efterlønnen skal væk”. Fint, fint, men hvis riget fattes penge, kunne man så ikke have ladet være med at give sidste omgang skattelettelser? Hvor mange penge ville man så have manglet? Og fri os fra spekulationer og fantasier om hvor gavnlige de lettelser var, og at de førte til øgede indtægter for staten. I direkte kroner og øre, hvor mange milliarder mindre kom der ind i skatteindtægter efter den seneste skattelettelse?
“Vi skal arbejde en time mere”. Det vil give 15 milliarder til statskassen. Fint, fint, men er der taget højde for at samme statskasse skal betale den time for alle de offentligt ansatte? Det savner man lidt et svar på, for så er det vist et godt stykke fra de 15 milliarder der kan tjenes.
“Vi står vagt om de svageste” siger Mor Pia hele tiden. Fint, fint, men hvor var I så henne da man indførte arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, skattelettelser der uforholdsmæssigt var bedre jo større indtægt man havde, og da man halverede dagpengeperioden? I var da vist ikke til stede ved afstemningen, for ifølge Jer selv ville I have stemt imod. Og hvis I er så meget imod EU, så må regeringes faste støtteparti da kunne gøre lidt mere for at sikre afstemninger omkring traktater, ikke? Såsom at forbinde afstemningen med jeres godkendelse af finansloven? Det er det I hele tiden kalder for et kompromis, bare ikke når det gælder EU som jeres regering er så forelskede i.
“Udlændinge skal have arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring” siger Samuelsen og Klammerik (Simon Emil). Jaah, jubler man, det er vel fair når man ikke har betalt til goderne – men er der ikke en mere effektiv vej til at inddele befolkningen i et A og B samfund? Og når denne regel først er indført, hvor langt er der så til at sige at folk på dagpenge/kontanthjælp/pension jo egentligt heller ikke bidrager til samfundet, så hvorfor skal de dog have del i goderne?
Med alle disse løfter, så er det da klart at folk bliver lidt forvirrede. Men gør det simpelt for dig selv : Når valget kommer, så brug lige så meget af politikernes (og deres lakajers) tid som de bruger af din. Hvis de har 5 minutter til at stoppe dig, og ofte komme med en enkelt eller 3 intetsigende bemærkninger ingen kan være uenig i, så giv dem dog 5 minutter af din tid. Spørg efter den logik de fleste savner i politik. Møder du en fra liste A, så spørg dog ind til hvorfor Helle sagde hun ville fremlægge alle skats papirer, og derefter valgte ikke at gøre det. Spørg hvorfor det er ok at lyve i mails til offentlige myndigheder. Den du taler med må jo støtte det, siden de hverver i liste A’s navn. Møder du en fra V, så spørg hvorfor de lige pludselig ikke ville give os den folkeafstemning om den sidste EU traktat; den som de lovede os lige indtil Frankrig og Holland stemte nej. Og spørg om det er ok at lyve om brgrundelsen for at gå i krig. Lad være med at tage et ligegyldigt svar for gode varer, det er trods alt tydeligtvis en politik de går ind for. Møder du en fra DF, så spørg hvordan det støtter de svage at halvere dagpengeperioden? Spørg om det er ok med alle de skattelettelser for alle andre end de fattige? Der burde være nok ting man egentligt ikke kan finde logikken bag, så lad dem dog komme med gode svar før du smider din stemme efter dem!
Lad være med at tro på de tomme floskler. Dan dig dit eget indtryk, og tving dem til at forsvare deres politik når du er i tvivl. Kan de ikke det, er det så et parti du har lyst til at stemme på?
Jeg har et enkelt håb for valget….Mange partier siger de vil ud og stemme dørklokker…Jeg håber virkeligt de når hertil på deres vej rundt for at genere deres medborgere. Jeg lover hermed at gøre mit til at denne kommende praksis stopper hurtigst muligt.
.
.
.
This will not be translated here. It is basically about the upcoming danish election, and lists various ways that our politicians have lied over the last few years. For those interested, it will be in the next newsletter.