For noget tid siden, nærmere betegnet den 23. november, opnår Marion Pedersen sine 15 minutters berømmelse. Der var en finanslov, ussel som få, og Marion ville pludselig ikke stemme for den. Det betød at der ikke længere var flertal for finansloven, og pludselig hørte alle om Marion. Hvor må hun dog have været stolt af sig selv. Ene kvinde, selvsikker og bevidst om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, får hun hele partitoppen til at stoppe op og lære at mennesker ikke bare bøjer sig, ikke bare lader deres idealer bøje af for uretfærdighed. Flot, Marion. Det var et rent tilfælde at den del du ikke kunne lide påvirkede dig personligt, da din mand har et autoværksted. Du gjorde det ikke for ham, men for alle de andre mekanikeres skyld.
Lidt usselt. Men slet ikke usselt i forhold til hvad der pludselig kommer frem, med hensyn til hendes mails til partitoppen. Der er den lille ting i Danmark der hedder aktindsigt, hvor oplysninger, som regel skriftlige, der ligger til grund for politiske beslutninger, skal forevises interesserede der beder om det, under hensynstagen til forskellige ting (der kan udelades visse ting af hensyn til privatlivets fred, blandt andet). Marions mails, til Troels og Claus (hhv. skatteminister og finansminister), afsluttes med en lille bemærkning omkring dette. Nemlig at hun har sendt hendes mails til deres private mail-adresser “så den ikke behøver at blive registreret i ministerierne”.
Marion, du er ussel. Du er under lavmålet, og du skulle have forbud mod at bestride en offentlig stilling. Den eneste grund til at undgå at mails bliver registreret i ministerierne er for at undgå loven om aktindsigt. Og vil man undgå den, er man en usling. Det kunne ihvertfald tyde på at det enten ikke er første gang du anvender denne fremgangsmåde, eller på at du er instrueret i fremgangsmåden af folk der jævnligt bruger denne metode.
.
.
.
A while ago, the danish financial plan for 2011 was in trouble. A lady named Marion (not at all comparable to lady Marion, noble and beautiful) suddenly learned that her conscience existed. Some parts of the plan was not ok, and without her vote, there would not be a majority for the financial plan. The parts she disagreed upon was a part about how much work a car would need before it could be deemed destroyed. Coincidentally, Marions husband owns a car repair shop, and would loose money due to this change, but she didn’t say no for his sake, but for all other mechanics.
Pathetic, yes. But not at all as pathetic as the mails she sent about this, expressing her concers. Almost all official notes related to politics has to be available for the public, due to our laws. Marion, however, sent her mails to the party-colleague’s private mail adresses, to ‘avoid the need of registering them in the ministries’, as she ended her mail. Sooo close to being illegal, and very pathetic.