Ærlighed efterlyses

Stort chok idag. Regeringen har misbrugt statistikker, talt usandt, svaret på andre spørgsmål end det der blev stillet, løjet eller hvad de nu vil kalde det idag. Min favorit er stadigt ‘jeg svarede sandt, men det var ikke det stillede spørgsmål jeg besvarede’. Meget flot formuleret vending for ‘jeg løj, og jeg fortryder intet’.

Men idag er det Inger Støjberg, der er skurken. Tror man da. For det viser sig at den usle halvering af dagpengeperioden, som regeringen og DF står bag, rammer flere end selvsamme folk fortalte tidligere. Nu vil anstændige mennesker jo mene at 1 er for mange, men det er ikke anstændigheden der er i højsædet på Christiansborg. Istedet for mellem 1000 og 2000 mennesker der skal på kontanthjælp fordi man valgte at halvere dagpengeperioden, siger Inger Støj nu at det er omkring 6400 mennesker. I 2014, vel at mærke, når reformen er helt indfaset.

Dette får Bjarne Laustsen helt op på mærkerne. Bjarne er ordfører hos socialdemokraterne, og vil vist meget gerne i pressen så folk når at høre om ham. Han kalder det en katastrofe, og mener at Inger Støj har vildledt folketinget. Vi vender tilbage til Bjarne lige om lidt. For i denne sag er der et par enkelte spørgsmål der trænger sig på.

Hvordan kom Inger Støj frem til 1000 til 2000 tidligere, når det nu pludselig er 6400? Inkompetence er ingen undskyldning, omend det er en nærliggende forklaring for de fleste ministre.

Hvis der er tale om vildledning eller løgn, vil det så denne gang have konsekvenser, eller er det atter nok at sige at man “tager kritikken til sig”?

Kan vi ikke godt få forklaret igen hvordan en halvering af dagpengeperioden vil få flere i arbejde, når der nu er rekord stor arbejdsløshed?

Hvor mange af de 6400 der ryger fra dagpenge til kontanthjælp går reelt fra dagpenge til ingenting fordi de ikke kvalificerer sig til kontanthjælp?

Men de spørgsmål er jo typiske. Lidt forargelse er altid godt, og alle ved at de spørgsmål bliver stillet. Og de fleste af os ved også godt at Bjarne kan synge eller pibe imens, for han har magt som han har agt, og derfor kan han kalde det lige hvad han vil uden at det ændrer en tøddel. Der er dog et par andre spørgsmål end de ovenstående der trænger sig på.

Hvor var Bjarne Laustsen da Harald Børsting nævnte at halveringen af dagpengeperioden allerede havde skaffet 4 af de 15 milliarder som han har lovet at skaffe socialdemokraterne? Indforstået at han accepterede halveringen?

Mener Bjarne Laustsen virkeligt at Harald Børsting og LO er en katastrofe, når de går ind for de samme ting som regeringen? Og har han mod og mandshjerte nok til at sige dette hvis det er det han mener?

Kan Bjarne Laustsen garantere at den grimme halvering af dagpengeperioden bliver ændret tilbage når socialdemokraterne kommer til magten? Der er utroligt mange ting de garanterer de vil ændre tilbage, men sjovt nok er denne ikke en af dem.

Jeg kan ikke lide regeringen. Ej heller DF for den sags skyld. Jeg tror rent faktisk ikke regeringen selv kan lide regeringen. Men man ved dog på et eller andet niveau hvor man har dem. Social retfærdighed er ikke i regeringens ordbog, men grådighed og frihed for de rige er der til overflod. Men man ved det, og man har svært ved at blive forbløffet.

Det jeg bryder mig endnu mindre om, er uslinge der hyler op om retfærdighed og lighed for at vinde sympati, men undlader at sige hvad de konkret selv vil gøre når de har noget at skulle have sagt. Og undlader at gøre det ‘rigtige’ når de selv engang har muligheden. Uslinge som socialdemokraterne, som meget sjældent kommer med noget som helst konstruktivt forslag, men bare skriger ‘det er ondt’, ‘det er forkert’, ‘vi er imod’. Uden at sige hvad de selv vil gøre hvis de kunne, og uden at komme med andre forslag selv. Og indtil socialdemokraterne melder klart ud hvad de vil med dagpengeperioden, så skulle de faktisk stoppe piben ind i forhold til andre der melder ud hvad der sker.

.

.

.

There is no need to translate it all today. Our evil government now realizes that an unemployment-payment change will make life miserable for 3 times as many people as estimated, in 2014. Did they lie from the start? Likely, yes. Do we pretend to be surprised? Nah, not worth the effort. Does the opposition cry ‘foul’ again and again, without making a loud and clear statement about how they would have done things if they were in power? Of course. And their shallow cries for justice really does have this hollow ring to them. They should all be ashamed of themselves.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.