Søren og Kåre. 2 mandfolk de fleste danskere har stiftet bekendtskab med på det sidste. De er tit i tv, og kommer med alle mulige gode råd til danskerne. For Covid19 er alvorlig, det må vi ikke komme i tvivl om. “Der er folk på 40-50 år der er døde af Covid 19”, som Kåre udtalte. Ja, da man spurgte ind til det er det en enkelt, men han er der! Og det er farligt!
Mundbind virker! Det siger Søren selv. Ja, da man spurgte ind til det viste det sig at det er en god ting fordi det hjælper når man også gør en masse andet. Men det hjælper! Det er lidt som at sige at en knæbeskytter hjælper mod at blive ramt frontalt af en lastbil. Spørger man ind til det kan det konstateres at der også skal gøres andet før det er en god hjælp, så for at holde det simpelt må man sige at knæbeskyttere hjælper hvis man rammes frontalt af en lastbil.
Der kommer en masse regler og en masse anbefalinger. Og overalt hvor det sker vil der være forargelse over at anbefalingerne ikke følges, især blandt politikere. Vi så det med Flixbus. Vi vil se det igen. Hvis det er en anbefaling, ikke et krav, at man ikke ser mere end 10 personer privat, så lad være med at skælde ud over at folk ser flere. Sørg for at tydeliggøre forskellen på en anbefaling og et krav.
Myndighederne har igen anbefalet Mette at træde grundloven under fode og kun tillade forsamlinger på 10 eller færre. Hun skal nok, belært af sidste nedlukning, sørge for ikke at nævne hvilke myndigheder det er. Det er jo hendes ansvar. Men selvfølgelig skal hun sørge for at nævne at det er myndighedernes anbefaling. Hvis det ragede folk hvilke myndigheder det drejer sig om skulle hun jo nok sige det, ikke?
Tænk på hvor slemt det havde været i det sydlige Europa hvis man ikke havde brugt masker! Et genialt svar på hvorfor det har været så slemt med Covid19 i for eksempel Italien, hvor man har brugt meget mere mundbind end i Danmark. Det argument kan bruges til ALT. “Du skal give alt dit guld til kirken, så er du beskyttet mod brand”. “Kom der brand alligevel? Jamen så vær glad for du gav alt dit guld til kirken, ellers var det bare blevet meget værre”. Et tænkt eksempel på hvordan ting kunne have udviklet sig er ikke et bevis eller et godt argument. Det er bare retorik når man mangler argumenter og beviser.
Nu har Søren så fået plads i WHO’s globale bestyrelse. Det bliver så godt, for de mangler et mandfolk. Et mandfolk der kan forklare dem hvorfor han mener at man skal anvende alle WHO’s diagnose koder, undtagen et par enkelte som fibromyalgi og ME, for de 2 er funktionelle lidelser, en psykisk sygdom. Det er Søren nemlig en stor fan af, og dem der ikke helt har styr på den forbandelse Sørens holdning er, er meget velkommen til at kigge efter oplysninger om hr. Fink hvor de kan, især hos alvinismen.
Hvorfor skal man true og skræmme, og hele tiden komme med halve sandheder? Hvorfor melder man ud at “folk i den aldersgruppe er døde af Covid19” når man godt ved at folk er en flertalsform, og det drejer sig om en. Hvorfor melder man ikke ud hvad dansk forskning viser om mundbind, når nu undersøgelsen er lavet? De rigtige mandfolk, folk som Søren, Kåre og den store Leder, Magnus Heunicke, undrer sig over at folk ikke hører efter når de åbner munden og kommer med deres guldkorn til folk om hvordan man skal overleve disse for vort land så alvorlige tider. Men så længe man vrider sandheden som en lokal udgave af Donald Trump, så skal man ikke forvente at alle klapper hælene sammen, skriger “Hil Heunicke” og ubekymrede følger alle anbefalinger slavisk.