Hvor er det godt.

Hvor er det godt vi har dem, disse politikere. De folk der ved alting bedre, og rådgiver og vejleder på bedste vis, ofte endda på det anerkendte og roste medie ved navn Facebook, hvor vores statsminister kan komme med vigtige meldinger til danskerne om danskerne. Når hun ikke lige harcelerer over det demokrati-ødelæggende såkaldte medie ved navn Facebook, som bringer falske oplysninger og fremmer faktuelt forkerte ideer.

Hvor er det godt vi har disse politikere, som siger det er så vigtigt at gå med maske eller mundbind, men ikke selv går med ret mange masker på christiansborg eller til pressemøderne. Som kan fortælle os at det skam virker, og vi skal bare stole på dem fordi dokumentationen ikke rigtigt lige kan findes. Undersøgelsen er skam lavet, der er bare ikke nogen tidsskrifter der vil trykke den, og der er ingen grund til at lave en ny undersøgelse. Ja, det ville da være pjat, for vi har vores politikere som ved bedst og kan oplyse os om hvad vi skal mene. Undersøgelsen er der, og disse politikere fortæller os hvad der virker. Hvorfor skal vi vide mere end det?

Hvor er det godt at disse politikere har håndlangerne. Mandfolk som Kåre Mølbak, som tilfældigvis den dag nye stramninger træder i kraft kan deklarere at 95% af de folk der døde med corona virus i kroppen døde af corona virus. I hvert fald med symptomer der minder om Covid 19. At disse symptomer dækker nærmest alt undtagen ondt i knæet og bulne fingre glemmer han at oplyse om. Så er det godt at han minder os allesammen om at der er folk i 40’erne og 50’erne der er døde af denne virus også, så det er skam ikke kun de gamle der dør af den. Ingen grund til at nævne hvor mange det er, for skræmme effekten kommer uden alle nødvendige fakta.

Hvor er det godt at vi har disse politikere som vil vores bedste, som vil beskytte os. Men som tilsyneladende hader børn og unge, for al idræt for voksne skal stoppe, da unge under 21 år godt må mødes til sport. Det er det luskede ved denne modbydelige corona virus; den smitter kun efter klokken 22 hvis man står op, og den smitter kun folk over 21 når det er sportsarrangementer det drejer sig om. Hvor er det godt vi har disse politikere, der kan vurdere at sund fornuft og logik ikke er nødvendig, for denne virus er så farlig at alle skal beskyttes, undtagen dem der ikke skal. For er du under 21 kan du ikke smittes selv, eller smitte andre.

Hvor er det godt vi har disse politikere, som ikke er bange for at rådgive, vejlede, opfordre og lovgive for vores egen beskyttelses skyld. Hvor er det godt at Mette Frederiksen og lakajer kan sige at “vi skal skrue ned for det sociale”, og hun giver endda dette råd ganske kort tid efter hun har været til møde i EU, som desværre ikke kunne gøres uden at mødes. Helt uselvisk tager hun til lande med meget højere smittetal, for hendes regler og forordninger gælder kun de ikke-vigtige folk, det vil sige andre end politikerne. For Mette, hun skal ikke snydes for at være social eller møde andre så hun kan komme i aviserne.

Hvor er det godt at vi har disse politikere, der kan melde klart ud af der ikke skal tvangs-vaccineres. Der skal oplyses, så folk kan træffe deres valg på et ordentligt grundlag. Og loven om tvangsvaccinering er kun lavet for at fylde siden med lovtekst ud, da de aldrig nogensinde kunne finde på at bruge den. Medmindre folk ikke kunne se det fornuftige ved vaccinen, for så skal politikerne nok træde i karakter og lovgive for folks eget bedste! Tænk hvis vi havde lovgivet om så vidunderlige læge-relaterede gerninger som boneloc til hofterne, hvor folk med dårlige hofter skulle tvinges så de ikke lå samfundet til last uden at medvirke til at bedre deres egen situation. For deres eget bedste! Eller thalodomid, som kunne reducere kvalme ved graviditet så vi kunne være mere produktive. En lovgivning kunne have sikret at mange flere fik  dette vidundermiddel.

Hvor er det godt vi har vores politikere. Selvfølgelig skal man undgå at gøre folk syge, selvfølgelig behøver man ikke medvirke til at sprede smitte. Men at komme med så mange krav og anbefalinger uden at ville fremvise dokumentationen, især den lovede store undersøgelse af om mundbind virker, det er simpelthen utroligt, selv for danske politikere.

 

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.