“Det var jo bare for sjov”

Joachim B. Trump må formodentlig snart have en samtale med Ole Birk, en anden person fra Liberal Saxo Bank. Ole Birk er den slyngel der har medvirket til at gøre Joachim B. Trump til et endnu større fjols end normalt. Joachim Trump har nemlig selv sagt at i Liberal Saxo Bank mener man det samme som man gjorde igår, for der skifter man ikke meninger.

Bevares, Ole Birk har ikke skiftet mening, han har bare præciseret sine holdninger, lidt på samme måde som Villum Christensen sagde at der ikke var beviser for menneskeskabte klimaforandringer. Den udtalelse blev også præciseret af Anders Mæhmuelsen kort efter, for udtalelsen “ikke beviser for menneskeskabte klimaforandringer” betød i virkeligheden “uden tvivl menneskeskabte klimaforandringer”. Hos Liberal Saxo Bank har man nemlig andre betydninger af en del ord. Et af disse ord er “præcisere”, som betyder “jeg har sagt noget dumt, og jeg fortryder det virkeligt nu”.

Ole Birk har nemlig, som det mandfolk han nu er, skrevet en lille notits om kvinder, og hvordan de grundlæggende er uden moral og ære. Hele notitsen afspejler en svag person uden mod og mandshjerte, som er blevet afvist igen og igen, og nu endelig har overbevist sig selv om at han er fantastisk, og det er kvinderne der er dumme når de afviser ham.

Så blev Ole Birk minister….Gud bevare Danmark, for Liberal Saxo Bank har ingen planer om at gøre det. Og så kom de blå socialdemokrater i tanke om at det vistnok var en gammel møgsag man kunne hive frem når man ikke selv har nogen politik at fremlægge, så Ole Birk måtte tage stilling til sin notits. Og, overhovedet ikke overraskende, så har han nu præciseret den. For han mente det sandelig ikke. Slet ikke, endda. “Kvinder mangler moral og ære” var nu, istedet for en tese, en “dum og forkert formulering”. Jamen Ole Birk, hvordan ville du så formulere at de ifølge dig mangler moral og ære? For du vil jo ikke sige det var holdningen der var forkert, det er blot forkert formuleret.

Det mest fantastiske ved denne klynkende mandslings retræte?

“- Det ærgrer mig rigtig meget, at jeg i 2010 skrev en tekst, som giver usaglige mennesker grundlag for at påstå det om mig.”, sagt i forbindelse med at han bliver beskyldt for at være kvindefjendsk. Og det er det eneste han har ret i. Enhver der citerer Ole Birk kan kun beskyldes for at være usaglig, for Ole Birk har aldrig været saglig.

Hvordan nogen overhovedet kan finde på at stemme på Liberal Saxo Bank er en gåde. Og hver gang de siger noget dumt og opdager det (det vil sige aldrig i Joachim Trumps tilfælde), så var det jo bare noget de sagde for sjov. Læg mærke til det hvis en journalist nogensinde vil vove at spørge lille Villum Christensen om han har ændret syn på klimaforandringer efter at Mæhmuelsen udtalte sig.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.