Skattelokkeren

De store problemer er snart slut. Beslutninger der vil sørge for retfærdighed er allerede truffet, og uretfærdighed vil ikke længere blive tolereret.

Nogle tilbagestående individer ser flygtninge som et stort problem. Endnu mere tilbagestående individer ser grundene til at folk bliver flygtninge som et stort problem. Men Lokke har set den virkelige grund bag problemet. Ondskabens kilde i denne verden er ikke krig, ufred eller folkemord.

Ondskabens rod, årsagen til mange problemer og søvnløse nætter i Danmark er at statsministeren beskattes af brugen af Marienborg.

Hvilken ussel gerning at denne Menneskehedens Beskytter, Sorte Neergaards loyale tjener, og Fornuftens Bekæmper nu skal beskattes af en fri bolig som om han var en ækel lønslave. Skam få den der tænker ilde herom, for med fri bolig uden beskatning vil Danskerne vise at deres ærværdige politiker, Lars Lokke, atter fortjener at nyde uden at yde.

Et trefoldigt leve for Problemknuseren, Manden der endte ufred i denne verden, Profeten Neergaards tro Tjener, og sandsynligvis ophavsmanden til Neergaards berømte ord omkring Danmark værende lidt af et taberland. Med denne modige beslutning om at fjerne beskatningen af fri bolig har Lokke i sandhed gjort Neergaards ord sande.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.