I den forgangne uge har man kunnet følge en smule med i hvad der sker indenfor SF’s gange. Her er der både langt til døren, og højt til loftet, som der siges. Men det er vel naturligt nok. Langt til døren, så folk ikke kan stikke af inden straffen rammer, og højt til loftet så det er nemmere at klynge slynglerne op. Slyngler som Lisbeth Bech Poulsen, for eksempel. Hun ville egentligt gerne føre rød politik, derfor havde hun en problem med skattereformen. Der kommer så et lille møde, næsten grædende forlader hun mødet (mens onkel Villy smiler i baggrunden), og fortæller at hun gerne fortsat vil være en del af SF, så nu er skattereformen en god ide. Adspurgt om hun ville blive smidt ud hvis hun ikke stemte for, bedyrede den næsten grædende pige at det sandelig ikke var tilfældet. Man undres så over den første kommentar….”Jeg vil gerne have verdensfred, så jeg stemmer for skatteaftalen”. “Kommer der verdensfred hvis du stemmer for” “Nej, nej, det er slet ikke tilfældet”. En meget besynderlig ting at sige når det nu ikke var tilfældet. Det kan man så se på Özlem, som godt nok ikke er smidt ud endnu, men så sandelig ikke skal, med Pernille Vigsø Bankedempåplads’ ord, udtale sig på SF’s vegne, for hun har stillet sig udenfor fællesskabet. At føre rød politik i SF’s gruppe er at stille sig udenfor fællesskabet.
Men hvad er der så dårligt ved aftalen? For blot at nævne 2 ting, så skal skattelettelserne ske på bekostning af dem med færrest penge. Det vil sige at glemt er Gåsedronningens ord om at de bredeste skuldre skal bære den tungeste byrde. Godt nok sagde hun at der ikke er råd til både velfærd og skattelettelser, men det står hun dog fast på. Hun har bare valgt at skattelettelserne er vigtigere end velfærd.
Derudover sker en stor del af finansieringen ved at folk betaler skat når de indbetaler til deres pensionsordning, istedet for når de får den udbetalt. Fantastisk ide, lidt ligesom når et barn får den ide at tisse i bukserne for at få varmen. Og så er der jo også lige den rabat på en milliard fra EU, som er medregnet, men tvivlsom.
Få mennesker er i stand til at smile når alle idealer smides væk, når alt man har stået for bliver pisset på, og når alt man tidligere har sagt man vil opnå skal fornægtes. Men det kan Villy-drengen. Den ros skal han have, trods alt. Der er intet andet pænt at sige om ham, da han er en usympatisk vendekåbe der er fuldstændig ligeglad med andre, så længe han har sin ministerbil. Men smile imens han tager afstand fra alt han engang havde kært, det kan han.