Det er jo Historisk!

For blot et par år siden skulle alle dum-smarte folk fortælle om at det bedste var at være pro-aktiv. Det ene ord var nok til at vurdere om en person snakkede om noget de vidste noget om, eller det bare var ævl. Et bundkort til en computer kan være pro-aktiv. En telefon kan i princippet også være det. Men det blev brugt hver gang en virksomhed skulle beskrive en ny vision, profil eller målsætning.

Idag er det nye ord ‘historisk’. Der er historisk høj arbejdsløshed. De forkastede trepartsforhandlinger var historiske. Underskuddet på statens finanser er historisk. Alt er faktisk historisk, for det ord sælger. Men når selv Fjolle-kongerne, vore politikere, slynger om sig med dette ord, så er det vist snart blevet for meget. Ja, der er meget der er historisk. Teknisk set er alt der er hændt, historisk. Men at kalde enhver aftale (eller i den nuværende regerings tilfælde, ethvert fejlet forsøg på en aftale om hvadsomhelst) for historisk, det er måske at overdrive lidt. Det er tvivlsomt om mange andre end politikerne er imponerede over alt det ‘historiske’ de foretager sig.

Men det, Henriette Heunicke…..Næ, undskyld, Magnus Kjær….Næ, undskyld igen, Magnus Heunicke, fra S, har gang i, er ret historisk. Faktisk blev det historisk for 2 år siden, cirka. Dengang Henriette Kjær stod og sagde det samme som Heunicke gør idag. Dengang var det Lene Espersen der stod for skud, og Henriette Gældskjær stod og måtte forklare/bortforklare det hele med ting som var udenfor deres kontrol. Dengang skyldtes det pressens fokusering på negative ting, og de konservative, skulle bare arbejde sig ud af krisen.

Idag er det Magnus Henriette Kjær Heunicke der står med de samme historiske meningsmålinger, og skal komme med historiske bortforklaringer på dette historiske problem. Og hvad er så nemmere end at se på hvordan andre løste tilsvarende problemer?

Henriette Heunicke kiggede på de tidligere tilfælde af “Vælgere opdager den reelle uduelighed hos en levebrødspolitiker”, og gjorde hvad der blev gjort dengang : Opfandt historiske undskyldninger. Og hvis disse dages meningsmålinger fortsætter deres historiske vej nedad, er de konservatives løsning, der har fået dem til at ende på cirka 5% opbakning hos vælgerne, en ret fair løsning for S. Med gåsedronningen ved roret vil 5% nok være et ret realistisk mål (historisk mål?) om et par år.

Hvad bruger man så som undskyldninger idag? “Det er debatten om løftebrud der smitter af”. Fantastisk. Eller, rettere, historisk. Heunicke mener at det er de andres skyld, fordi debatten handler om socialdemokraternes politik, som indtil videre har været ret historisk med hensyn til antallet af løftebrud. Ja, Magnus, debatten om jeres førte politik smitter af på meningsmålinger, det har du nok ret i.

“Men vi er en mindretalsregering, der skal søge kompromiser, og derfor er alt ikke blevet, som vi gerne ville før valget, siger han til Jyllands-Posten.” Igen, historisk erkendelse. Fordi de ikke selv kunne bestemme, valgte de at blæse på alt hvad de nogensinde havde lovet, solgte ud af alle røde værdier, og fornægtede deres rødder. Bare for at kunne danne regering. Magnus Heunicke : Prøv at tage stilling til nogle af de ting I har gjort, istedet for at sidde og klynke.

Hvordan hang ideerne bag trepartsforhandlingerne sammen med ideen om at man kun skulle betale en gang?

Hvordan gik det med den lovede betalingsring?

Hvordan var det med at de bredeste skuldre skulle bære mest?

Hvordan er det med nedskæringerne på overførselsindkomsterne?

Hvordan er det med “dumme sjuskefejl” fra Gåsedronningens side, vedrørende f.eks. skat?

Hvordan kan jeres gruppeformand sidde på den post, når PET vurderer han er en sikkerhedsrisiko?

Hvordan var det lige med den tidligere regerings lempelser af topskatten, var de dengang en god eller dårlig ide?

Kunne det ikke tænkes at et par af disse historiske eksempler kunne være grunden til at der rent faktisk er en debat om løftebrud? Kunne det tænkes at de historiske meningsmålinger hænger nært sammen med de historiske løftebrud? Kunne det være at det er jeres politik som er årsagen til problemet, og ikke en udefrakommende historisk hændelse?

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *