Det man ved virker.

Er folk syge skal de bare miste nogen penge, så får de det straks bedre. Det ved regeringen, og det er et middel de ikke er bange for at bruge. Det samme må jo så gælde syge mennesker der er dømt for kriminalitet i forbindelse med deres sygdom. Man skal bruge de metoder man ved virker.

https://www.dr.dk/nyheder/indland/lovindgreb-barberer-over-10-000-kroner-af-indtaegten-retspsykiatriske-patienter

Ganske som Raket Madsen bare kunne have ladet være med at dræbe den stakkels journalist, så kan de psykisk syge jo bare lade være med at være syge! Hvorfor er det så svært at forstå?

 Vores velfærdssystem er ikke skabt til at forgylde folk, der er dømt for kriminalitet

Enig. Men disse folk er syge, det er sådan set det en dommer har dømt dem til anbringelse for. Det er en lille, men vigtig, forskel. Men ikke for en socialdemokrat.

– Jeg mener grundlæggende, det handler om den retsfølelse, vi har i vores samfund, at vi sidestiller dem, der er dømt for almindelig kriminalitet, og dem, der er forvaringsdømte, sådan at vi ikke giver dem en formue med ud ad døren, når de færdige med deres behandling, sagde Kaare Dybvad Bek.

Enig. De dumme dømte kan jo bare lade være med at være syge. De kan bare lade være med at have en lejlighed med møbler udenfor, eller hvis den er opsagt så må de jo bare smide deres møbler ud i stedet for at opmagasinere dem. Og hvis de tror de skal kunne se noget streaming eller tale i telefon, måske endda få en pizza under udgang, så tager de fejl. De skal straffes raske, ganske som så mange andre. For regeringen ved det virker.

Desuden skal man huske på at psykisk syge allerede er blevet forgyldte. Deres behandling har størst priorotet indenfor sundhedsvæsenet, ventetider på psykiatriske afdelinger er den korteste indenfor al behandling, og de kan altid få den pleje og behandling der er brug for. Hvad mere vil de griske syge have?

Og så slår formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), fast, at retspsykiatriske patienter bliver stillet dårligere økonomisk end andre indsatte kriminelle, der kan tjene 3.159 kroner om måneden ved at arbejde i fængslerne.

Ja, men hvad har virkeligheden med socialkammeratisk politik at gøre? Alle ved da at virkeligheden former sig efter Mor Mettes ønsker, ikke omvendt. Og de anbringelsesdømte kunne jo bare lade være med at være syge, så kunne de også komme i et almindeligt fængsel og tjene de ekstra 3159 kroner. De vælger jo selv.

Som en indsat siger;

– Det vil akkurat kunne dække forsikringer, opmagasinering af mine møbler, mobiltelefon med abonnement. Og et Disney+-abonnement.

– Jeg kan fremover ikke betale for tandlæge, tøj eller spare op til det indskud til en bolig, når jeg er fri igen. Eller købe en kaffe eller en pizza, når jeg er på udgang.

Så må han jo bare finde sig et job når han bliver fri, så kan han spare op til et indskud til bolig. Hvad er problemet, set med en socialdemokrats øjne?

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.