Tvetungede Løgne

Statsministeren får årligt lov til at lave en tale som en del folk faktisk hører. Ikke mange almindelige mennesker hører åbningsdebatten fra folketinget, og med god grund. Men af ukendte årsager mener en del mennesker at nytårstalen er værd at høre på.

Idag starter vi det nye år, og vi starter det med falskhed. Vores statsminister elsker bekvemme historier, men prøv nu lige at tænk over noget af det manden siger. Han vil afskaffe efterlønnen for folk under 45. Var det ikke bedre at afskaffe den for folk der ikke er nedslidte? Men nej, det er jo Grislingens (Lars Løkke) kernevælgere der som regel bestemt ikke risikerer nedslidning.

Efterlønsordningen koster årligt staten 16 milliarder kroner. »Det svarer til udgifterne til 240.000 folkeskoleelever eller 40.000 plejeboliger eller mere end tre nye supersygehuse. Om året. Hvert år«, pointerede Løkke.

Hvad med om Grislingen pointerede hvor meget regeringens seneste skattelettelser kostede staten? Hvor mange folkeskoleelever, plejeboliger eller supersygehuse man kunne få for de penge? Men nej, det er ikke en bekvem historie.

Hvad med om Grislingen så lover at de 16 milliarder går direkte til folkeskolerne, hospitalerne samt de ældre? Men nej, det er nok heller ikke så bekvemt. Hvis Grislingen lovede at de 16 milliarder gik direkte til dette, så var jeg for. Men det er nok nærmere for at dække de ufinansierede skattelettelser at efterlønnen skal væk. Modbevis det, Grisling!

»Det er ikke solidaritet me de svage at betale de raske for at holde fri. Det er ikke solidaritet med de syge at betale sundhedspersonalet for at blive hjemme. Det er ikke solidaritet med den, der tager en ekstra tørn, at betale kollegaen for at lade være«, siger Lars Løkke Rasmussen. »Det er solidaritet, at vi alle sammen løfter, når vi skal skabe ny vækst og ny dynamik i Danmark«.

Det svarer jo til at Grislingen advarer mod faren ved overdrevet alkoholindtagelse. Og det virker også som en parodi. Hvornår har vores regering sidst gjort noget ud af solidaritet med de svage, syge og fattige? Nævn en eneste gang, Grisling. Du forstår at skabe historier som dette, for du ved folk glemmer hvad du ellers har lavet, og når det passer dig så er solidaritet nøgleordet.

Nævn lige for mig (og alle andre med god hukommelse) hvor solidariteten med de svage i samfundet var da du indførte arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer? Hvor var solidariteten da du halverede dagpengeperioden? Hvor var solidariteten da du gav skattelettelser? Hvor var solidariteten, lille Grisling, da du drak og åd som et svin på skatteborgernes regning? Der var vist lige en arbejdsfrokost med Søren Pind, med RIGELIGT druk. Fortæl det, og dine ord kan måske komme til at klinge mindre hult, men indtil da så vær stille. Du er ikke værdig til at tale om solidaritet, for i dine øjne er ordet intet andet end en fagforening i Polen!

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.