Bogstaver er for babyer.

Vordingborg er en heldig by. De har nemlig Mikael Smed som borgmester, og som borger skal man slet ikke undre sig over hvad det var Mikael smed, det var nemlig den sunde fornuft han smed væk.

https://www.bt.dk/samfund/borgmester-i-haandtryksbommert-det-er-en-beklagelig-fejl

Det der gør det hele så underholdende er Mikaels desperate forsøg på at få journalisten til at forstå at det naturligvis kun var overskriften der blev læst. Alt det andet var tydeligvis for spædbørn og tremmekalve, ikke ordentlige mennesker.

“»Jamen, hører du slet ikke, hvad jeg siger? Jeg siger til dig, at i overskriften står der direkte, suspension af reglerne omkring håndtryk ved grundlovsceremoni. Den forholdt jeg mig til.«”

Jeg tror ovenstående er blandt Danmarks sjoveste citater. Hvorfor skulle man læse mere end overskriften? Rigtige mænd tager ikke back-up, og de behøver ikke mere end overskriften før de forstår alt.

De næste grin kan så komme når man tænker på hvilke skuffelser Mikael er stødt på i hverdagen de sidste mange år.

Dengang han fik en mail der sagde “Du har vundet 20 millioner”, og brevet forklarede at han nu var blandt de få udvalgte der havde vundet retten til at forsøge at vinde pengene.

Dengang han læste Grundloven, og opdagede at han slet ikke kunne bruge den i forbindelse med skænderier med grundejerforeningen.

Dengang han opdagede at der ikke var en eneste italiener i Italiensk Salat, det fremgår jo ligesom lidt af overskriften at det er der.

Skal man så træde lidt mere i det, så udtaler Mikael efterfølgende at “jeg har afholdt en rigtig fin grundlovsceremoni. Det gik rigtig godt.”

Kære Mikael. Din ceremoni havde ét eneste formål, nemlig at give statsborgerskab til nogle personer der deltog. Det mislykkedes, da ikke en eneste af dem fik statsborgerskab fordi du ikke forstod at det er en fordel at læse et helt brev, ikke kun overskriften. Definitionen på at noget “gik rigtigt godt” kan diskuteres, men en ceremoni hvor formålet ikke indtræffer for en eneste deltager kan ikke siges at være “gået rigtig godt”.

Måske skulle du kontakte Carl Carl Carl Holst Holst Holst for at låne lidt aviser, så du kan øve dig i at læse mere end overskriften?

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

Comments are closed.